Menneskets religiøse instinkt blev betragtet som en side af dets natur, der er nært forbundet med følelserne. Følelserne er roden til hengivenhed, som samtidig rummer muligheder for vækst af hengivenheden. Fordi denne mulighed repræsenterede den nemmeste udviklingsvej, fik menneskeheden de forskellige former for religion. Religionernes mangfoldighed er udtryk for en tilpasning til menneskets forskellige behov, og det gør udviklingsvejen velegnet til mennesker, der primært føler sig tiltrukket af kærlighed og tjenestearbejde. Religionens metode til åndelig vækst var mest aktiv i en tidligere periode, hvor livet bearbejdede hjertet. Det er ikke vanskeligt at forstå, at livet dengang ville have fundet færre kanaler at udtrykke sig igennem, for langt færre var klar til at transcendere deres egne begrænsninger, og stille sig til rådighed som kanaler for det åndelige liv.

Men i nutiden har de gamle metoder mistet deres vitalitet og det meste af deres nytteværdi. Mange af de ting, der dengang var levende, er nu døde. Mange af de systemer, der havde afgørende indflydelse, er nu kun tomme skaller. De er ofte kun emner for intellektuelle uoverensstemmelser eller individuel stolthed, men ingen af dem fungerer længere som trædesten til det højere åndelige liv. Nogle steder har et glimt af det sande åndelige liv overlevet, men det anvendes ikke seriøst som trædesten, der fører udviklingen opad. I forhold til menneskehedens store masser er de tomme skaller og former – og det er bevis på de muligheder, der fandtes i fortiden. Det beviser også, at man kan håbe på, at der kommer egnede metoder i fremtiden.