Det fjerde skridt er at indse og erkende, at det, man har, det man ved, det man er eller kan, ikke tilhører en selv, men er noget, man har modtaget fra højere kilder til gavn for helheden. Alle evner, egenskaber, ja selv kroppen, tilhører ikke mennesket selv – de er i menneskets varetægt. Sundhed og visdom er noget, der er blevet betroet, så man kan bruge det i realiseringen af den guddommelige plan. Man skal komme til den konklusion, at det er Det Ene Selv, den højeste guddommelige ånd, som lever i mennesket, og som man er en del af. Man skal forstå, at alt tilhører Det Ene Selv. I den sindstilstand er det meget vanskeligt at skabe forfængelighed, fordi forfængelighed udspringer af bevidstheden om adskillelse. Hvis man bliver rost for noget smukt, man har gjort eller sagt, så tænk: ”Det tilhører Det Ene Selv”. Og tænk det med ydmyghed.

Der var engang en konge, som efter mange sejre eller æresbevisninger plejede at gå ind i et af sine private værelser, tage alle sine officielle tegn og klæder af og lægge sig i en sort kiste, som var lavet specielt til ham. I kisten forestillede han sig, at alt var tabt, og at der kun var forfald tilbage. Efter to timers forløb kom han ud af kisten som et regenereret, ydmygt og sundt menneske. Engang opdagede hans dronning den usædvanlige adfærd og spurgte ham, hvorfor han gjorde det. Kongen svarede: ”Det er bedre at begrave sig i en kiste end i forfængelighed”.