Imod videnskabens natur

Et papyrus-dokuments 4.500-årige indhold (“Surgical Papyrus Edw. Smith”) viser det gamle Egyptens kendskab til konkret videnskab og bl.a. dens basis i (citat:) “at veje og måle nøjagtigt”. I dag er begrebet udvidet, men stadig principielt et udgangspunkt ved udviklet videnskab. Ligeledes er det stadig naturligt, at en nøje undersøgende skepticisme indbygges i videnskabelig forskning, ellers ville man jo kunne godtage hvad som helst.

Surgical Papyrus Edwin Smith

Når der kritiseres anden forskning, der måske opfattes som konkurrerende, må en sådan kritik være anlagt seriøst og med respekt − nøjagtigt som ved selve udøvelsen af en seriøs videnskabelig forskning. Overfladiske generaliseringer og uansvarlige følelsesudbrud, der negligerer rationel analyserende evaluering, hører ikke hjemme her.

Argumenter og endelig afgørelse må en opponent behandle adskilt − ligesom ved lovens skel mellem den anklagende og dømmende udøvelse. Hvis man er (for)dømmende i argumenterne (citat: “Det er en bog, som vi kommer til at kæmpe med i mange år fremover”) − og er anklagende i dommene (citat: “Hele udgivelsen er dybt beskæmmende og dybt uvederhæftig”) − er der tale om en kritisabel og uvidenskabelig sammenblanding af bl.a. testning af egenskaber i værkets præmisser og selve bedømmelsen af værket. Sådanne typer af sammenblandinger er imod ethvert videnskabsanalytisk princip og kan desværre give god ’sikkerhed’ for ikke at opnå nogen troværdig konklusion.

I en juridisk retssag er man uskyldig, til andet er bevist. Men hos en række repræsentanter for videnskab og institutioner kan det omvendte princip undertiden ses at herske. Hos en sådan selviscenesættende dømmende magt falder dommen på forhånd, og lanceres vidt og bredt, begge dele uden at lade materialet teste først og få det belyst omhyggeligt og nuanceret. Når groft urigtige påstande og domme derpå viser sig ugyldige, bliver de ikke formelt trukket tilbage og undskyldt. – Ude i en jungle ved man, at det kan betyde døden, hvis man medbringer sin arrogance. Og i forskning? Med en sådan bagage kan ingen hverken udøve eller bedømme forskning. Den spærring tager på forhånd livet af nye indsigter.

Det er imidlertid ikke antallet af spaltemillimeter publiceret videnskabstekst, som afgør en forskers kompetence, og heller ikke antallet af besøg på videnskabskongresser, der tæller mest, hvis man, som f.eks. i det foreliggende tilfælde, skal vurdere konsekvenser af et mere uvanligt kildemateriale. Grundlæggende har videnskaben i sig selv aldrig handlet om, ud fra et eller andet bogholder-ideal, at noget nyt absolut skal passe til et gældende mønster − ellers kunne den overhovedet ikke have bragt os de mange store landvindinger. Videnskab er af natur et selvkorrigerende system − og der dukker dagligt nye ting op.

Den omhandlede Moses-forskning i bogserien, der mere bygger på kvalitative metoder − bl.a. med de intensive, og netop fordomsfri, kildeundersøgelser − vil som nævnt ikke kunne undvære en gennemgribende undersøgende opposition. Ikke mindst fordi nye resultater naturligvis må stå mere til regnskab end de velkendte.

Og ingen bøger er lydefri. Men når bøgernes forfatter tager ansvar for sit værk og gennem flere år står frem og forsvarer de vigtige hovedtræk heri og samtidig forholder sig konstruktivt til kritikken, er der også herigennem opnået viden om, hvilke dele af modstanden og modviljen der viser sig problematisk: Det kan ikke være rigtigt, at nogen forfatter eller forsker skal begrænse sig “politisk korrekt” og helst undlade at forske på mere avanceret måde, som kunne risikere at overskride nogle akademisk-bureaukratiske rutiner og gøre visse forskningsområders måske lidt stillestående vande oprørte.