Sang og musik til alle formål
Selvom musikken spiller en stor rolle i det europæiske kulturliv, er det intet imod den store rolle, som musikken havde i det gamle Egypten. Det ser ud, som om musik altid var en del af alle aktiviteter i det daglige liv. Uanset hvad egypterne foretog sig, så arbejdede de altid til tonerne fra en sang. De sang, når de såede, de sang, når de høstede, de sang, når de vævede, og de sang, når de transporterede stenblokke fra de store stenbrud. Og deres sang var ikke sporadisk, sådan som det er karakteristisk for de europæiske sange. Den var organiseret og specielt tilpasset til det aktuelle arbejde, som egypterne deltog i. De havde endda en, der markerede bestemte tidspunkter ved at klappe i hænderne.
Egypterne var klar over, at fællessang lettede arbejdet, ligesom march-musik styrker soldaters mod, når de skal ud på en mission. Det er unødvendigt at nævne, at musik spillede en vigtig rolle ved alle ritualer, ceremonier, selskaber, receptioner, begravelser og religiøse højtider. Det interessante er, at den egyptiske musik havde en langt mere varieret karakter end den indiske. Når man i tankerne forestiller sig, at der var lyrer, luter, harper i flere størrelser, fløjter, piber og dobbeltpiber (på græsk aulos og diaulos), trompeter, bækkener og trommer, så forstår man, at lydstyrken må have været høj, og musikken må have haft mange variationsmuligheder.
Det betød, at der var musik til både at berolige følelser og til at forstærke følelser. Egypternes temperament blev på den måde afbalanceret i modsætning til indernes. På grund af 1/3-tonens generelle beroligende virkning på egypternes følelsesbetonede temperament var de hverken konstant "fortravlede", dovne eller uden initiativ. De slog denne tone an − eller snarere de forsøgte at slå denne smukke tone an − for deres musik, set som en helhed, var baseret på 1/3-tonen. Den indeholdt i begrænset omfang den guddommelige kvalitet − harmoni − og man kan læse (som noget bemærkelsesværdigt) at lyren blev anset for at være specielt egnet til religiøse ceremonier, for på lyren kunne de spille − akkorder.
|