Det er blevet menneskets kedelige vane at se udad på de billeder, der skabes i bevidstheden og glemme, at de er projektioner af objekter i den virkelige verden. Derfor er mennesket på illustrationen kun opmærksomme på den nederste halvdel − menneskets egen verden. Og ligesom fangerne i Platons hule[1] er mennesket så vant til at se på skyggerne på hulens bagvæg, at det glemmer og endda benægter muligheden af at vende sig om og se den virkelighed, der kaster skyggerne.

Platon bruger historien i bogen ”Staten”, hvor han sammenligner mennesker med fanger, der bor i en hule. De er bundet på en måde, at de kun kan se bagvæggen af hulen og ikke dens åbning. Bag dem – uden for hulens åbning − glider livet forbi. Forskellige skabninger kommer til syne, og forskellige begivenheder udspiller sig, men fangerne kan ikke se, hvad der sker, for de ser kun skyggerne af begivenhederne på hulens bagvæg. Skyggerne er virkelighed for fangerne. For dem er de verden. Og fordi de aldrig har set noget andet, falder det dem ikke engang ind, at der kan være en anden verden. De har muligvis givet de forskellige skygger navne, og de har måske endda opbygget en vis viden ud fra skyggernes regelmæssige tilsynekomst. Men selv om deres viden og iagttagelser selvfølgelig har en forbindelse med virkeligheden udenfor, er det hele tiden skygger og ikke virkelighed, de beskæftiger sig med.

Engang imellem er der en fange, som føler trang til at befri sig for sine bånd og udforske den anden ende af hulen. Hvis det lykkes, opdager han den store hemmelighed − at der uden for hulens åbning er en fantastisk virkelig verden − en verden fuld af blændende lys og skønhed − og at det, han plejede at se på bagvæggen af hulen, ikke var virkelige ting, men kun skygger.

I begyndelsen blændes hans øjne, fordi de ikke er vant til lyset i den virkelige verden − og han ser kun lys overalt. Men efterhånden som han vænner sig til den nye verden, lærer han at skelne mellem dens skabninger og genstande, dens farver og former, og han kommer gradvis til at kende den i dens fantastiske mangfoldighed. Er det svært at forestille sig, hvordan den tidligere fange, inspireret af den fantastiske opdagelse han har gjort, vender tilbage til de mange, der stadig er fanget i hulen og fortæller dem, fuld af glæde, om den pragtfulde verden, han har fundet udenfor? Men de latterliggør ham, og kalder ham tosset. De er overbeviste om, at den verden de ser på hulens bagvæg, er den eneste eksisterende, og den, der opdager andre verdener, og kalder deres verden for en skyggeverden, er bare en drømmer.

Menneskets liv er ligesom fangernes i hulen. Mennesket ser også kun bagvæggen − bevidsthedens væg − som skyggerne danser på, men de billeder, der projiceres op på væggen af virkeligheden, ser mennesket ikke. Menneskeheden er kommet til at kende skyggernes spil så godt, at den har opbygget en hel naturvidenskab omkring dem. Naturvidenskaben har dog ret i, at skyggerne har en vital forbindelse med den virkelighed, der kaster dem, men den vil altid blive konfronteret med mysterier, som aldrig kan løses i skyggernes verden, hvis ikke nogle mennesker, der har set den virkelige verden, giver naturvidenskaben en mere omfattende indsigt. Mennesket ser ikke virkelighedens verden, men kun sit eget verdensbillede, og alligevel mangler naturvidenskaben ikke informationer fra mennesker, som i tidens løb har gjort sig fri af deres bindinger, overvundet illusionen og opdaget virkelighedens verden, og de oplyser, at menneskets verden udelukkende er en skygge eller et billede, der kastes ind i bevidsthedens hule.

_________________________________

[1] Platons hulelignelse er beskrevet som en aktiv erkendelsesproces. Hulelignelsen er måske den mest kendte blandt Platons mange metaforer, lignelser og myter. Lignelsen omtales i bog VII af Platons ”Staten”, og den gengives måske bedst, sådan som Platon selv gjorde, nemlig ved at blive fortalt som en historie og derefter forklaret.

_________________________________