Alice A. Bailey rejste senere til Indien som evangelisk missionær, og her begyndte hun for alvor sit voksenliv. England havde dengang underlagt sig Indien og gjort landet til en engelsk koloni, og overalt var der udstationeret engelske tropper.

I en årrække arbejdede hun i et soldaterhjem, hvor hun holdt bibelmøder, var bogholder og sekretær, hjalp til på hospitalet og stod for betjeningen af flere hundrede soldater i stedets café. Alice A. Bailey var perfekt til at skabe trygge og hjemlige rammer for soldaterne. Hun spillede for dem, hun lavede mad til dem, vaskede op og vartede op, og skabte en hyggelig og fortrolig omgangstone. Hun var hjertelig og kærlig, for hun havde en dyb og ægte kristen overbevisning, som var fundamentet for det uselviske tjenestearbejde. Men arbejdet var så hårdt og slidsomt, at hun måtte hjemsendes i 1906.

Under opholdet i Indien forelskede hun sig i en soldat ved navn Walter Evans, som hun giftede sig med. De rejste til USA, hvor han blev præst i den episkopale kirke i Californien. De fik tre døtre, men ægteskabet kunne ikke holde. Meget tyder på, at forbindelsen til Walter Evans primært var karmisk. Det var en opgave, der skulle afvikles undervejs. Walter Evans blev nemlig voldelig mod Alice, og man forflyttede ham til et andet sogn, mens hun flyttede ind i en mindre lejlighed med sine døtre. Hun tjente til livets ophold ved at arbejde på en konservesfabrik, hvor hun pakkede sardiner i dåser fra morgen til aften. Hendes børn kom til at betyde meget for hende, mens hendes mand åbenbart ikke passede ind i det arbejde, hun senere i livet skulle udføre.

I 1915 mødte hun to engelske kvinder, som introducerede hende for H.P. Blavatsky og Den Hemmelige Lære. Hun fik kontakt med den amerikanske sektion af Det Teosofiske Samfund, og studerede nu de teosofisk litteratur. Hun havde en ufattelig evne til absorbere en utrolig stofmængde på én gang. Når hun stod derhjemme og strøg og lavede andet husarbejde, havde hun Den Hemmelige Lære – dette store og ret utilgængelige værk – liggende foran sig. Hun kunne nærmest "scanne" siderne, samtidig med at hun stod og arbejdede. Og stoffet blev hængende, for hun var i stand til at undervise i stoffet, og hun blev en af de væsentligste fortolkere af Den Hemmelige Lære i USA på det tidspunkt.

I Det Teosofiske Samfund mødte hun en mand ved navn Foster Bailey – en forhenværende dommer, som nu entusiastisk studerede åndsvidenskab. I 1920 blev de gift i New York. Det viste sig senere, at Foster Bailey var særdeles velegnet til at indgå i et samarbejde med Alice A. Bailey. De fik nøjagtig samme arbejdsfordeling, som Henry Steel Olcott og H.P. Blavatsky havde haft i Det Teosofiske Samfund. Foster Bailey blev den administrative og økonomiske leder, og det gav Alice A. Bailey den frihed, der var nødvendig, når hun skulle fungere som skrivende sekretær for den tibetanske mester Djwhal Khul.