I 1848 – som 17-årig – giftede hun sig med den 50-årige general N.V. Blavatsky, der var viceguvernør i Erivanprovinsen. Det skete mere af trods end af lyst, og ægteskabet holdt heller ikke længe. Efter kun tre ugers ægteskab flygtede hun hovedkulds. Hun blev dog tvunget til at bo sammen med generalen i tre måneder. På grund af de strenge russiske love opnåede hun imidlertid aldrig skilsmisse.

I 1851 – som 20-årig – var hun i London sammen med sin far. På gaden så hun en indisk delegation, som var på officielt besøg. Indien var på den tid en engelsk koloni. I delegationen så hun pludselig denne “usynlige” mand … altså den mand, der hidtil kun havde vist sig for hende indre blik. Han stod nu i denne delegation, og hun var lige ved at løbe frem mod ham og hilse på ham, men han gav tegn til hende for at fortælle, at hun ikke måtte vise, at de kendte hinanden. Hun havde stor respekt for skikkelsen, og rettede sig omgående efter det. I hendes bevidsthed dukkede der samtidig en tanke op: At hun næste dag skulle gå sig en tur i Hyde Park. Det gjorde hun, og der mødte hun ham ganske rigtigt, og de talte længe sammen om fremtiden.

Han fortalte hende, at han er en særdeles virkelig person, og at han virkelig havde optrådt i hendes liv … og også havde grebet ind ved forskellige lejligheder … og grunden til, at han gjorde det, var, at han skulle bruge hende til et projekt. Han skitserede de store vanskeligheder, der ville være forbundet med projektet, men han fortalte hende også, at hun ville komme til at rejse over hele verden, og at hun på et tidspunkt ville komme til Tibet og bo hos ham i en periode for at studere og skaffe sig den grunduddannelse, som hun skulle bruge til den opgave, hun skulle løse i verden.

Hun var både meget glad og spændt, og forstod nu alt det, hun havde haft en forudanelse om. Og hun accepterede med største glæde. Det viste sig naturligvis, at hun kom til at rejse over hele verden, selvom det var helt usædvanligt for en ung kvinde på det tidspunkt. Verden var helt anderledes dengang, men i de følgende år rejste hun vidt omkring for at studere åndelige traditioner, mystiske fænomener og esoterisk visdom. Hun besøgte eksempelvis Egypten, Grækenland, Syrien, Afrika, Indien, Burma, Kina, Kaukasien, Georgien, Canada, USA, Mexico og Sydamerika samt en lang række europæiske lande. Hun erhvervede derved en enestående indsigt i kulturer, civilisationer, historie og ikke mindst i åndelige og psykiske emner. Hun gjorde lange ophold blandt minoriteter og subkulturer, og hun lærte adskillige sprog.

Det viste sig, at hun også kom ind i Tibet. Det var uhyre vanskeligt på den tid. Hun var russer og rejste i Indien, som var engelsk, og mistanken om spionage var nærliggende. Derfor var det vanskeligt at færdes i de egne. Og det var i allerhøjeste grad vanskeligt at komme ind i Tibet, som var et lukket land. Men efter to forgæves forsøg, kom hun endelig ind, og hun fandt frem til det sted, hvor den mystiske skikkelse boede. Det var som nævnt mesteren Morya, som boede sammen med en anden mester ved navn Koot Hoomi. Hendes ophold i Tibet blev til flere, og det fik stor betydning for hendes fremtidige arbejde. Her fik hun sin primære åndsvidenskabelige træning af flere mahatmaer (mestre eller vismænd) – ikke mindst af Koot Hoomi. Efter denne grunduddannelse, rejste hun ud i verden, men bevarede konstant en indre klar og åben kontakt til disse to mestre.

Hun havde indvilget i at gøre, hvad de bad hende om, for mestrene havde et overblik, som gjorde dem i stand til at give hende detaljeret vejledning, så hun konstant vidste, hvad hun skulle gøre og hvornår. Ikke fordi hendes personlige vilje på nogen måde blev tilsidesat. Hun blev frivilligt fjernstyret i alle esoteriske anliggender, og på den måde kunne hun drage nytte af de to mestres ufattelige overblik.