Niflheim

I den nordiske kosmologi genfinder man i digtet Vøluspa (Vølvens spådom) – verdensægget i den skyggeagtige kim til Universet, som befinder sig i Ginnungagab[1] − illusionens bæger eller den grænseløse tomme afgrund. Ned i dette verdens moderskød, som tidligere var nattens og mørkets region (Niflheim[2] – "tågernes sted"), faldt der en stråle af koldt lys. Lyset strømmede ud over dette "bæger" og frøs til is. Derefter blæste der fra det usynlige en hed vind, som tøede de frosne vande op og fik tågen til at lette. Disse vande (kaos), som kaldtes Elivager (floder), blev til livgivende dråber, der faldt og skabte Jorden og jætten Ymer, som havde "lighed med et menneske" (det himmelske menneske), og koen Audhumle ("moderen" eller astrallyset). Fra Audhumles yver strømmede fire mælkestrømme (de fire kardinalpunkter, de fire kilder til Edens fire floder, osv.) og disse "fire" symboliseres allegorisk ved kubussen i dens forskellige mystiske fortolkninger.

De kristne – især den græsk-katolske og den romersk-katolske kirke – har accepteret ægsymbolet. For dem repræsenterer symbolet det evige liv, frelse og opstandelse. Det bekræftes af den gamle skik med at give hinanden "påskeæg". Der ligger en tidsalder mellem anguinum − den "hedenske" druides "æg" − og nutidens kulørte påskeæg, og alligevel kan man se – ikke bare i Vesten men overalt i verden – den samme urgamle tanke. Men det forudsætter, at vesterlændingene er i stand til at lægge deres hovmod over den indbildte mentale overlegenhed til side, og holde op med at fordreje symbolets oprindelige idé.

_________________________________

[1] I skabelsesberetningen i den nordiske mytologi er Ginnungagab navnet på det gabende svælg (det tomme kaos), som udgør Universets urtilstand. Ifølge Snorri Sturlusons Edda ligger Ginnungagab mellem det kolde isfyldte Niflheim i nord og det varme ildrige Muspelheim i syd.

[2] Niflheim er identisk med astralplanet i åndsvidenskaben.

_________________________________