Disse oplysninger om tibetanernes evne til at udføre for vesterlændinge uforklarlige ting, er taget med for at læseren kan være forberedt, når der nu skal fortælles om mystiske eller magiske begivenheder, som en svensker har oplevet i Tibet. Hans navn er Jarl, og han har set og filmet, hvordan store og voldsomt tunge sten løftes ved hjælp af lydinstrumenter.

Jarl og Henry Kjellson havde mødt hinanden tidligere, for Jarl var tidligere flyveentusiast. Efter at tre personer i hans familie havde mistet livet som piloter, opgav Jarl flyvningen og begyndte at studere medicin. Jarls slægt er meget gammel, og inden for den findes der stadigvæk en del gamle privilegier, som kan føres direkte tilbage til Sveriges ældste love. De ældste dele af familiearkivet er skrevet dels med runeskrift, dels på oldlatin, og den dag i dag er det en familietradition, at børnene i 7-års alderen skal lære runeskrift.

Under sine medicinske studier gik Jarl på universitetet i Oxford. Her blev han gode venner med en tibetansk studiekammerat, og de talte meget om klosterlivet i Tibet. Tibetaneren var munk og – som det senere viste sig – af meget høj rang. Under en rejse til Egypten, hvor Jarl skulle studere bestemte forhold i den øvre Nildal, blev han standset i Alexandria og fik at vide, at et særfly med opvarmede motorer ventede på ham. Tre tibetanere førte den protesterende Jarl til det ventende fly. På hans spørgsmål om, hvad meningen var, svarede de blot, at deres herre ventede ham.

I maskinen ventede en respektindgydende og kostbart klædt gammel tibetaner, som dybt bukkende overrakte Jarl et smukt udskåret elfenbensetui, der indeholdt en brevrulle fra hans tibetanske ven. I brevet mindede vennen ham om deres venskab og bad ham indtrængende om at følge med klosterets sendebud. Grunden var, stod der, at en meget gammel mand havde akut behov for lægehjælp, og at denne gamle mand var den eneste nulevende, der kunne levere håndgribelige beviser for en del af de oplysninger, som Jarl havde tvivlet så stærkt på under studietiden i England. Klosteret ville stille hele sin åndelige og verdslige magt til Jarls disposition, for at gøre hans rejse så behagelig og videnskabeligt værdifuld som mulig. Det er meget sjældent, at en yngre og endnu ukendt naturforsker får den slags tilbud.

Efter hurtigt at have indhentet telefonisk tilladelse fra lederen af den institution, der havde bevilget hans rejse til Egypten, tog Jarl af sted på den lange rejse til Tibet. Det, der især fik ham til at bestemme sig, var det ubegribelige, at nogen kunne vide, at han ville komme til Egypten netop på dette tidspunkt, for rejsen var blevet besluttet kun to dage før, han forlod Londons lufthavn. Og hvis han havde ønsket at underrette nogen i Tibet om rejsen, havde hverken breve eller telegrammer haft mulighed for at nå modtageren tidligt nok − også selvom det havde været muligt at finde en pålidelig budbringer, der kunne bringe det over bjergene. De få breve, han tidligere havde sendt til sin ven, var blevet afsendt i tre eksemplarer via henholdsvis Darjeeling, Kathmandu og Punakha, og efter svarene at dømme tog det måneder for brevene at nå frem.

Men han indledte rejsen, og han kom til Calcutta. Ved landingen stod en bilkaravane klar til at føre ham nordpå. Karavanen nåede langt om længe Sikkim på Himalayas sydskråning, og herfra fortsatte man videre − først med en æsel- og senere med en yakokse-karavane (og det gav Jarl mulighed for at prøve yak-ridning), indtil karavanen nåede et kloster i et dalstrøg sydvest for Lhasa. I dette kloster var kammeraten fra Oxford den øverste leder. Han tilhørte den gule munkeorden og havde nået den 7. eller højeste grad. De, der har nået denne grad, kaldes – som tidligere nævnt – "levende gud".

Alexandra David-Neel fortæller, at den gule orden, der kan kendes på deres gule hætter, er en reformeret forgrening af den oprindelige røde orden, som bærer røde hætter. Gulhætterne går yderst forsigtigt frem i deres udvikling af metapsykiske kræfter, mens rødhætterne går den direkte og langt farligere vej.