Egypterne havde i umindelige tider haft kendskab til ankhens symbolik gennem deres præster og indviede konger, og de vidste også, hvad man mente med udtrykket: "Et menneske fæstet til korset". Denne forestilling viser sig imidlertid først langt senere i Egypten end hos hinduerne, hvor man møder idéen om gudernes tømrer og håndværker, Vishvakarman, "som korsfæster den solindviede på de korsdannede planker". Hinduerne benyttede denne form til fremstilling af … "mennesket fæstet til korset". Idéen blev sidestillet med idéen om menneskets åndelige genfødsel – ikke fysiske genfødsel. Når neofytten, der skulle indvies, blev fastgjort til tau eller det astronomiske kors, skete det med en langt større og mere ophøjet forestilling i tankerne end idéen om det fysiske livs oprindelse.

Hverken i Indien eller Egypten blev neofytten sømmet til korset, men bundet med løse bånd for at markere, at indvielsen skete frivilligt, og det var muligt at frigøre sig fra korset, hvis man ønskede det.

Det er altså ikke i Bibelen, man skal søge oprindelsen til hverken korset eller cirklen. Det er heller ikke i Indien og Egypten, men i tiden før syndfloden – dvs. på Atlantis. De atlantiske mysterier blev videregivet til de to store civilisationer, der skulle videreføre den atlantiske mysterielære efter den store katastrofe, hvor det store kontinent sank i havet.