Ankh-korset – livets kors
Gudinden Hathor giver “livets åndedrag” til farao Amenhotep II
Ankh-korset er Egyptens helligste kors, og overalt ser man relieffer, hvor guder, gudinder og faraoner bærer ankhen i hånden. Ankhen er de gamle egypteres symbol på livet og Universet – og dermed menes der alt liv såvel menneskeligt som guddommeligt. Ankhen repræsenterer samtidig nøglen til indsigt i mysterierne og den skjulte visdom samt indre kraft og autoritet. Ankh-korset kaldes derfor med rette "livets nøgle".
Aktive og passive principper
I den egyptiske hieroglyfskrift står ankhen for "liv" eller det "at leve", men indgår desuden i ord som "helbred" og "lykke". Den fonetiske betydning af skrifttegnet er en kombination af symbolet for aktivitet og passivitet og en blanding af de to, og danner sammen med korsets generelle symbolik en syntese eller forening af de aktive og passive principper.
Ankh-korset består af en cirkel oven på et T-formet kors, og Pascal siger, at:
"Gud er en cirkel, der har sit centrum overalt
og sin omkreds intetsteds".
|