Ordet korsfæstelse stammer fra latin: "Crucifixio", og kun i kirkelatin anvendes "crucio" i betydningen "at nagle til korset". Normalt betyder ordet "at pine" eller "at torturere". I åndsvidenskaben repræsenterer korsfæstelsen hele perioden, hvor livet bevæger sig gennem involution og evolution (vikler sig ind i stoffet og vikler sig ud igen), eller hele perioden hvor ånden i et univers eller et individ er bundet til eller udstrakt på stoffets kors eller helt nedsænket i stoffet, i forsøget på at forme og kontrollere stoffet indtil at det efterhånden bliver et redskab, det kan udtrykke sig igennem.

I Egypten bandt man neofytterne til korset med løse bånd.
I kristendommen nagles den korsfæstede til korset.
Livets kors blev dermed til dødens kors.

Indvielse i Egypten og andre gamle kulturer indebar derfor en korsfæstelse på baggrund af en helt anden forståelse end den, man møder i Kirken og kristendommen. Charles W. Leadbeater beskriver neofyttens indvielsesproces og korsfæstelse i Egypten på denne måde:

"Mennesket skal bindes på trækorset. Det skal dø, det skal begraves, og det skal stige ned i underverdenen. Efter den tredje dag skal det bringes tilbage fra de døde og løftes op til Himlen for at blive Hans højre hånd, fra hvem det kom, idet det nu har lært at lede (eller vejlede) levende og døde."

C.W. Leadbeater: Den Kristne Trosbekendelse, s. 86

Neofytten skulle altså ikke sidde ved sin Fader, den almægtiges højre hånd, men være Guds højre hånd – et redskab for Gud. Og den indviede skulle ikke vende tilbage for at dømme levende og døde, men (vej)lede dem. Det er de egyptiske indvielsestekster og indvielsesritualer, der har givet den kristne kirke inspiration til trosbekendelsen, men af magtpolitiske grunde, blev den oprindelige tekst fordrejet. Menneskets udvikling og frelse afhang nu af det kristne præsteskab – ikke af mennesket selv.