Hvad betyder kærlighed egentlig, og hvilken natur har energien, der påvirker menneskets bevidsthed i påsketiden? Hele den kristne tro er baseret på næstekærlighed, men dybere tænkning og seriøse studier drejer sig næsten aldrig om kærlighedens betydning. Kirkerne har primært lagt vægt på menneskets forkerte holdninger og handlinger − altså det, der betragtes som syndigt, eller det, man ikke bør gøre. Det er yderst sjældent, at man præsenteres for dybe refleksioner over, hvad kærlighed i virkeligheden betyder. Hvis man er vokset op i et kristent samfund, har man hørt historien om den barmhjertige samaritan, som omtales i 13. kapitel i Paulus' første brev til korinterne, hvor der i den autoriserede version benyttes ordene "elske hinanden". Men det er også alt, hvad man hører i relation til emnet kærlighed.

Alligevel bruges ordet kærlighed hver dag i utallige og meget forskellige sammenhænge og i mange forskellige betydninger. Men findes der mon en fælles faktor i brugen af ordet? Kærlighed er bl.a. blevet beskrevet som en tiltrækkende kraft og som et udtryk for begær, men der findes ingen enkel forklaring. I Alice A. Baileys bøger har den tibetanske mester Djwhal Khul sagt, at man kan skrive en hel afhandling om emnet kærlighed, og alligevel vil det aldrig være udtømt og fyldestgørende.

På trods af tilsyneladende modsætninger og forvekslinger har de fleste et rimeligt begreb om, hvad der menes, når man bruger ordet kærlighed. Det afhænger af den sammenhæng, ordet bruges i. Man ved, at kærlighed kan komme til udtryk lige fra en indskrænket egoistisk holdning til den højeste aspiration på menneskehedens vegne. Årsagen er, at kærlighedsenergien altid svarer til den forståelse, man har af kærlighedens betydning og af evnen til at handle fornuftigt.