Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Forsvundne-Stjerner-og-Kontinenter-Ove-von-Spaeth

FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER (2 af 7)


Atlantidernes viden var kendt i hemmelige kulter - både i Babylon, Indien og Egypten - i de indviedes lære, der også omfattede stjernekundskab.

FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER (2 af 7)

Platon om Atlantis

 

Forsvundne-Stjerner-og-Kontinenter-02-Ove-von-Spaeth

”Søstrene” navngivet, foruden andre af Plejade-områdets stjerner.
I nyere tid er der igen – navnemæssigt − de klassiske syv stjerner.

 

Platons mange ord om Atlantis

I oldtidens verden var en eksklusiv viden bl.a. om udviklingens tidligere forhold mest forbeholdt indviede at få adgang til. Sådanne informationer refererede til den ældste viden, som også kendes næsten tusinde år efter Moses’ tid, nemlig hos græske filosoffer i årene 600-300 f.Kr.: Pythagoras samt Sokrates og dennes ’lærer’ Solon, der hver efter tur havde rejst ned til de egyptiske præster og var blevet indviet i det gamle Egyptens visdom og lærdomme.

Ligeledes for Sokrates’ elev Platon (427-347 f.Kr.), der tilbragte 13 år i Egypten (ifølge Platons ’elev’ Eudoxos). De blev her præsenteret for optegnelser om konger og vidende ypperstepræster langt tilbage til ”landets tidligste dage”.

I Platons tekster om Solons egyptiske oplevelser et par generationer tidligere findes beretningen om et Atlantis for nu 11-12.000 år siden. Et fragment af denne i så fald egyptiske overlevering synes genkendelig, idet denne såkaldte myte fremstår som reflekteret i vægudsmykningen i templet i Edfu, skønt (endnu) ikke således opfattet i egyptologien. Men templet opførtes ifølge beskrivelserne − ud fra det nye ptolemæiske dynastis skik − som en bevarende kopi af ældre templer, deres udstyr, tekster og udformning.

Her i Edfu-templet ses i detaljer en ældre beretning om et ø-kontinents oversvømmelse (mytologisk ligesom ”skabelsens ø”) og om udsendinge derfra, som medbragte deres viden til fortidens Egypten. Selve myten kunne derfor være mere egyptisk end græsk.

Gennem de seneste par tusinde år er Platon bestandigt hyldet som et af de store genier. I 1800- og 1900-tallets forskning kaldes Atlantis for ”en myte”. Platon har skrevet mere end 40.000 ord om Atlantis’ eksistens, men alligevel dømmer mange forskere − egentlig arrogant − Platon til her pludselig at lade sin kapacitet ”benytte til ammestuehistorier” som baggrund for − i øvrigt udmærkede − tankeeksperimenter med ideer om regering og magt. Men der synes at ligge mere inde i teksten − en lignelse eller ligefrem kode med en skjult lære.

Under alle omstændigheder kan selvfølgelig også et geni tage fejl, men nævnte holdning hos nutidens lærde fremstår lidt indskrænket, når de afviser uden argument, hvilket absolut ikke ville blive godtaget, hvis de med samme uvidenskabelighed afviste deres egne kolleger.

Atlantis kendt hos oldtidens lærde

Flere forfattere og filosoffer i oldtiden gik ind for Platon-beretningerne ”Timaios” samt ”Kritias” − fra ca. 400 f.Kr. − hvori Atlantis omtales. Andre var skeptiske. En af teksternes fire hovedpersoner, Kritias, påstår, at ovennævnte Solon havde i byen Saïs ved Nildeltaet set en hieroglyftekst om Atlantis, og at den egyptiske præst (Sonchis, ifølge Plutarch) oversatte den.

Filosoffen Crantor, 4. årh. f.Kr., der studerede hos Platons elev Xenocrates − og senere nød høj troværdighed f.eks. hos Plutarch og Cicero − rejste til Egypten og fik ligeledes forevist hieroglyftekster om Atlantis − nu på nogle søjler. Det var netop normalt, at egypterne brugte forskellige gengivelsesformer til deres traditioner og kilder, hvortil nogle af nutidens forskere, der ikke ænser egyptisk tradition, misforstår forskelligheden som udtryk for utroværdighed.

Men selv om der om det formentlige Atlantis’ tidligere eksistens endnu ikke er fundet afgørende bevis (men heller ikke mindste modbevis), vil det være uvidenskabeligt at optræde overlegent ”klogere” end de gamle forfattere ved blot at afvise oldtidens oplysning om emnet.

Eksempelvis var Eratosthenes forfatter, filosof og astronom, og blev 240 f.Kr. den tredje leder af Alexandrias berømte bibliotek, der rummede mængder af ældre tekster indsamlet ved kongelig befaling fra de gamle egyptiske templers biblioteker: En vidensbaggrund, hvor han også nævner Atlantis. − Og historikeren Ammianus Marcellinus (ca. 350 e.Kr.) skriver, at: ”... Alexandrias intelligentsia betragtede Atlantis’ ødelæggelse som et historisk faktum ...”.

 

Forsvundne-Stjerner-og-Kontinenter-03-Ove-von-Spaeth

Platon beskrev en Atlantis-by omgivet af cirkulære kanaler.
− Kunne det være skabt for at efterligne et kosmisk mønster i stjerneverdenen
ud fra ideer om en særlig samklang − ligesom det også kendes
senere fra oldtidskulturerne?

Artikel-Forsvundne-Stjerner-og-Kontinenter-Ove-von-Spaeth
Download-fil: FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER - Ove von Spaeth


Artikel-Forsvundne-Stjerner-og-Kontinenter-Ove-von-Spaeth
Læsefil med vendbare sider: FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER