|
|||
Niveau : Begynder Du er her : Esoterisk Visdom » SAMFUND » Kultur & Civilisation » Stjernekundskab Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | næste Relaterede artikler : FORSVUNDNE STJERNER OG KONTINENTER (Begynder) PLEJADERNE OG FORHISTORISKE KULTURER (Begynder) STJERNEKUNDSKAB I DET GAMLE EGYPTEN (Begynder) STJERNETRADITION FRA EN GÅDEFULD FORTID (Begynder) REGENTER, ADMIRALER OG KONGELIGE ASTROLOGER (Begynder) STJERNERNE, YOGA SUTRAS OG DE INDVIEDE (Erfarne) |
|||
|
|||
Stridsvognen
Byens totem afspejlet på himlenBlandt stjernebilledet Store Bjørns andre navne kendes Karlsvognen − i den skandinaviske udgave bl.a. hos vikingerne, ”Thors vogn” − og vognmotivet kendtes ligeledes i det gamle Babylon. Dette er yngre end flere andre udgaver, idet hjulet og vognen anses for at være kommet mere sent ind i historien. Hos engelske keltere fremstår stjernebilledet som King Arthur’s Chariot, (strids)vogn. Ordforbindelsen er af Arth, ’bjørn’, eller Uthyr, ’vidunder’, ’underværk’ på walisisk (keltisk) − kombineret med, at Store Bjørn/Karlsvognen cirkulerede om himlens nordpolregion ligesom om sagnkongen Arthur’s Round Table − så også denne meget sene mytologi er i himmelsk regi. Dog var ideen om selve bjørnen altid mest fremherskende på den nordlige del af kloden, hvorfra man i det hele taget kan se konstellationen. Mytisk udformede ideer om Store Bjørn som Karlsvognen genkendes hos indviede ved cirka 100 e.Kr., hvor dette stjernebillede i ”Johannes’ Åbenbaring” kaldes ”den babyloniske skøge”. Udtrykket har hidtil været en gåde for teologer og sprogforskere. Men viden om denne udlægning var stadig kendt i 1200-tallet hos bl.a. Dante i hans astrologisk strukturerede storværk ”Den Guddommelige Komedie”. Heri lader han den babyloniske skøge i sin vogn på himlen optræde som Karlsvognen. Relationen til ”skøge” er, at i Bibelen kan Babylon, der bl.a. kaldes Sheshak, også implicere ’fornedrelse’. At livmoderen er ”babylonisk” forstås på baggrund af en i Bibelen vigtig assyrisk-babylonisk hovedby, Niniveh, der ligesom andre byer havde en himmelsk genpart, i dette tilfælde et totem der både var dyret og stjernebilledet ”Vildsvinet”, som begge på babylonisk hed ninib (niniv), dvs. samme ord som byens navn. (Jf. at i 1700-tallet udtalte den svenske filosof Swedenborg, at Bibelen er fuld af ”tilsvarelser”, og at hver by her har sit modsvar på himlen). Tilmed ses stjernebilledet undertiden også kaldet ”Adams seng” eller som de gnostisk kristne i antikken kaldte det: ”Lazarus’ båre”. Disse betegnelser fremstår herved som et indvielseskultisk begreb − ”den store søvn” indikerer snarere genfødsel end død, faktisk en genspejling af kosmiske tilstande som det netop lærtes i oldtidens indvielseskulter. Kultisk brug af stjernebilledetTilbage til Bjørnen, eller rettere det kultiske koncept bag ideen om bjørnen: En græsk såkaldt myte omhandler kong Gordion, søn af den navnkundige konge og indviede alkymist, Midas. Det foregik midt i det land, der er det nuværende Tyrkiet, i en by hvor kong Midas’ grav i 1950’erne blev arkæologisk udgravet, så disse personer er bestemt ikke myter. Kong Gordion lod vognstangen − dvs. bjørnens ”hale” − på sin vogn binde med et knob, som var utrolig vanskelig at løse op igen. Med andre ord, ”myten” indikerer, at der her fandtes en særlig indvielseskultisk virksomhed, som kongen selv ledede − ikke usædvanligt for den tid. Var derfor føromtalte, anatomisk umulige ”hale” på Store Bjørn i de ældste tider udtryk for og i virkeligheden forstået som en navlestreng, der udgik fra en fødende bjørn? Samtidens optegnelser om Alexander d. Store angiver, at han, da han på sin erobringsfærd overtog den omtalte by, overhuggede ”den gordiske knude”, der var bundet på et tov af bark fra kranion (’korneltræet’, såvel som ’hovedskal’ med hjerne-barken), som bandt (Karls)vognen (”livmoder”-Bjørnen). Symbolsk (dvs. i sit hoved/kranium) fik således Alexander i kultisk regi overskåret sin moderbinding (”psykiske navlestreng”): En psykisk-terapeutisk handling udøvet i de gamle kulter. Tovet/snoren fra moder-Bjørnen til (hovedet på) hendes søn, Bootes (Arkturus eller Arkas), var i de gamle kulturer en af de vigtigste sigtelinjer på himlen. I det gamle Egypten vises Store Bjørn med endnu et andet billedudtryk − nemlig som Meskhetiu (formet som en okseskank) og har ”tilsvarende” en snor hen til gudesønnen Horus. Ofte ses det lige tov eller snoren også gengivet som et spyd eller en harpun til brug for at vinde over de omtalte stærke kræfter, der i egyptisk regi yderligere kunne afbildes med den farlige flodhest som livmodersymbolik. Sceneriet kunne således fremstå som kultisk gengivelse af en frigørelsesproces. Angående den førstnævnte egyptiske figur, okseskanken, var netop ”skanken”, låret med hoften, kendt overalt som eufemisme for livmoder og den reproducerende kraft. I babylonisk udgave af denne stjernemytologi − vanligvis også her udspillet som reality-mysteriespil − var det semitiske konger, der harpunerede Vildsvinet (Store Bjørn/Karlsvognen).
Horus-skikkelsen harpunerer okseskanken-flodhesten |
|||
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | næste | |||
"Artikler på Visdomsnettet.dk udtrykker ikke nødvendigvis VisdomsNettets holdninger, men er alene forfatterens.” ”Denne artikel må distribueres videre over Internettet og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse." |