Vildsvinet
Stjernebilledet Store Bjørn markeret på et stjernekort for moderne astronomi, hvor der også gengives de i nutiden vedtagne ydergrænser for stjernebilledets totale udtrækning.
Vildsvinet og menneskets fødsel
Bjørne er velkendte overalt på den nordlige halvkugle fra Norge og hele vejen over Sibirien til Canada. Og de er − og var − udbredt så langt mod syd som Spanien, Grækenland, Libanon, Persien, hvad den vestlige verden angår. Bjørnen kendes også overalt på det asiatiske kontinent − det hører med i den store udbredelse af ideen om bjørnen på himlen. I det syrisk-babyloniske område var navnet bl.a. Kakkabu Dabi, eller Dabu, babylonisk for ’bjørn’.
Men som nævnt havde stjernebilledet også andre betegnelser sideløbende. ”Vildsvinet” var et af de syrisk-babyloniske navne for Store Bjørn. Foruden ældre egyptisk indflydelse i Bibelens tekst om menneskets tilblivelse − bl.a. genkendelig i ”Merikare Papyrus” (132, c 55) − ses også en østsemitisk indflydelse. Ifølge sidstnævnte tradition blev Tammuz (Adam), mennesket skabt af mudder − ved hjælp af netop et vildsvins indgriben. Men han blev senere også dræbt af dette vildsvin med de uhæmmede kræfter.
I Bibelen bruges udtrykket, ”en dyb søvn faldt over Adam”, hvilket genkendes i et oprindeligt babylonisk (akkadisk) ordspil, hvor ordet for vildsvin desuden kan betyde/læses ”(dyb) dødlignende søvn”.
På hebraisk betyder Adam både ’menneske’ og ’(rød) jord’, ’(rødt) støv’ − men også ’rød’ som blod (der var symbol på liv − der kom liv ind i menneskekroppen), altså ikke helt det samme som ”mudder”. Rød jord er karakteristisk i den vestsemitiske topografi, bl.a. − ved det Døde Hav − landet Edom (Adam). Ved nadveren brugte Jesus’ ordspil (ikke-græsk) på ”Adam” og den ”røde vin” og ”blod”.
I 382 e.Kr. begyndte Hieronymus at oversætte Bibelen til latin. Resultatet indgik senere i den såkaldte Vulgata-bibel. Han konfererede meget med jødiske lærde. De kan, set i lyset af det følgende, stadig have kendt det tidligere babyloniske idegrundlag − bl.a. hvad angår udtrykket ”mudder”, i stedet for den hebraiske versions ”rød jord, (rødt) støv”. Det lykkedes Hieroniymus at få en del af den oprindelige betydning med, da han med latinsk ordspil angav, at homo, ’mennesket’, skabtes af humus, dvs. ikke mudder, men dog ’fugtig jord’. Jord var et velkendt symbol på den faste materie − og fugtighed, væde, var tidligt forstået som forudsætning for biologisk liv.
Ligesom den oprindelige (babyloniske) mening står der f.eks. i den spanske Bibel, at mennesket blev skabt af lodo, ’mudder’. Men visse (bl.a. engelske) bibeloversættelser har: ”af støv”. Flere andre har: ”skabt af ler”, hvilket har inspireret til et billede − allerede kendt hos egypterne − med ”Vorherre som pottemager”.
Da vildsvinet − ”den store søvn” − altså både skabte Adam af mudder og siden hen også dræbte ham, var dette dyr med de farlige kræfter anset for helligt (ligesom i nordisk mytologi) og var i det gamle Mellemøsten derfor forbeholdt kongers jagt. Det var forbudt almindelige dødelige at spise det. Det er stadigvæk hos jøder og muslimer forbudt at spise al slags svinekød; det kaldes ”urent”.
|