Hvis man forestiller sig, at man lægger sin bevidsthed på et bord og ser den som en todimensionel levende enhed, der er gennembrudt af et spændingsfelt til to dele, vil man kunne se den i sin dualistiske manifestation som ånd/stof. Den bevidste eller sjælsgennemstrømmede software har på den måde to symbolske "sider" − en abstrakt side for ånd/Shamballa/monade og en stimulerende side for stof/menneskehed/ personlighed. Evnen til både at tænke abstrakt og til at stimulere tænkeevnen er permanente egenskaber ved menneskets tankesind, som medfører, at alle mennesker er i stand til at arbejde med begge sider. Men hvis der ikke er en særlig motivation til at gøre det, er der en tendens til at holde sig i bekvem nærhed til den varme, afslappede bevidsthed i den sjælsinspirerede personlighed. I Den Nye Tidsalder er der god grund til at arbejde med begge sider. I den nuværende informationstid:

"− får Hierarkiet en tættere relation til Shamballas store råd og en tættere forbindelse til menneskeheden, og dermed vil der opstå en dobbelt fusion. Det vil skabe den integrationsproces, som vil være en af Den Nye Tidsalders kvaliteter, og som vil indlede Vandbærerens tidsalder i planetens historie".[1]

Først skal der fokuseres på grundlaget:

"Tiden er nu inde, hvor esoterikere skal lære at skelne mellem ordene "åndelig" og "guddommelig". Det er ikke det samme, og de har ikke samme betydning. Kvaliteten i åndelighed er kærlighed. Kvaliteten i guddommelighed er vilje. Der er tydelig forskel mellem de to principper, og det mellemliggende princip (og det, der forbinder og former de to kvaliteter) er visdom. Buddha gav udtryk for denne visdom i tid og rum. Det betyder, at der kun fandtes en relativ og begrænset manifestation af det forbundne princip. Buddha vidste ikke, at det største han kunne opnå var en naturlig og (på det tidspunkt, ikke nu) ubevidst erkendelse af forskellen mellem kærlighed og vilje, samt en evne til at kunne give udtryk for en forbindende og sammensmeltende energi, som kunne føre − og som også førte − kærlighed og vilje, sjæl og monade sammen. Samtidig (og senere i Palæstina) forkyndte Kristus − som en lære for menneskeheden − foreningen af kærlighed og intelligens og af sjæl og personlighed. Det er meget vigtigt at huske disse kendsgerninger." [2]

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: Strålerne og Indvielserne, s. 31

[2] Alice A. Bailey: Strålerne og Indvielserne, s. 216

_________________________________