Den 19. september 2003 vedtog Bremer en lov og annoncerede, at 200 irakiske statsvirksomheder ville blive privatiseret, og han erklærede, at udenlandske firmaer kunne få 100% ejerskab af irakiske banker, mineselskaber og virksomheder. De har oven i købet fået tilladelse til at føre 100% af deres fortjenester ud af Irak. The Economist skrev, at disse regler var en "kapitalists drøm".

Geneve-konventionerne kræver, at den slags beslutninger kun kan tages af irakerne selv, og at de ikke skal påtvinges. Det var et velforberedt autokrati − ikke frihed. Og den samme tendens kan man se i de efterfølgende direkte valg, der bruger den loya jirga-afghanske model med håndplukkede delegater til en lovforsamling eller et kabinet.

Det muslimske Irak blev angrebet af to kristne-protestantiske nationer, der var medlemmer af det permanente sikkerhedsråd, og de var i opposition til tre andre − en sekulær katolsk, en sekulær ortodoks og en konfutsiansk. Angrebet begyndte på et af de helligste tidspunkter i shia-islam, Kabala, endog på selve dagen − forårssolhverv 2003 − da Hussein ibn Ali, Mohammeds sønnesøn, blev halshugget i sunni-shia-slaget og blev shia-islams martyr. USA-kommandoen refererede til deres angreb som "halshugning" og baserede det på et vink om, hvor Saddam Hussein − lederen af Irak − kunne være skjult.

I kølvandet på USA’s militær kom kristne fundamentalistiske missionærer for at omvende irakerne og politiske missionærer for at påtvinge dem en deling af kirke og stat − det hellige og det verdslige − i modsætning til den islamiske tro, at de er uadskillelige. Der findes en vej til demokrati via moskeen og ulemaen, men det var ikke den vej, USA og Saddam Hussein ville gå. Interventionen har indtil nu ikke bragt nogle identitetsgoder med sig − kun særdeles store omkostninger.

Konklusionen må være: Intervention fører hverken til sikkerhed eller til etablering af grundlæggende menneskelige behov.

Abu Ghraib fængslet uden for Bagdad

Og sådan vil det fortsætte under okkupationen.