Vesten og Islam har skiftevis vist udvikling og tilbagegang. Når den ene udvidede sit territorium, trak den anden sig tilbage. Når den ene blomstrede op, forfaldt den anden. Det romerske imperium var det første i Vesten, der ekspanderede og dækkede hele det mellemøstlige område og mere end det, og det resulterede i kulturel opblomstring. Islam, der gjorde fremskridt efter det vestromerske imperiums sammenbrud, var årsag til sammenbruddet af det østromerske imperium, og udvidede desuden sin tilstedeværelse hele vejen fra den iberiske halvø til Filippinerne. Islam markerede derved sin tilstedeværelse ved at påvirke civilisationen i hele perioden. Men senere genvandt Vesten sin styrke og koloniserede store dele af verden. Filippinerne blomstrede også op kulturelt fra renæssancen til oplysningstiden. Alle tegn − eksempelvis mængden af konverteringer − peger i retning af en ny islamisk ekspansion og en ny vestlig tilbagetrækning i de kommende århundreder.

Al Quada/USA-imperiet-konfrontationen er symbolsk. Det drejer sig om meget store cyklusser, hvor to universelle og særprægede civilisationer er involveret − og ikke om små krusninger på bølgerne, som Vesten kalder “verdenskrige”, der fører til mindre omfordelinger i Vesten. Fordi Islam uden tvivl led meget under den anden vestlige ekspansion, bliver prognosen vold − mange vil mene, at den er allerede begyndt.