Dengang var tænkeevnen kun svagt udviklet, og atlantiderne tænkte ikke i esoterisk forstand. De var udelukkende i stand til at referere til det, de havde oplevet, kunne huske og kunne gentage. Atlantisk psykisme var et udtryk for det, man i nutiden kalder lavere psykisme, der er baseret på animalsk magnetisme – dvs. evnen til at manipulere med menneskets fysisk/æteriske energier.

I denne form for magi er målet ikke at skabe indre transmutationer, hvor eksisterende stof forædles og forfines, sådan som det er tilfældet med ægte, åndelig alkymi. Reelt er man blot i stand til at fuske med kræfterne og praktisere magi ved hjælp af manipulation. Årsagen er, at stoffets kræfter (elementalerne) bringes under personlighedens kontrol – ikke under sjælens. Højere psykisme kræver bevidst tankekontrol, som atlantiderne ikke besad. Den tibetanske mester Djwhal Khul skriver:

"Man skal huske, at "åndelighed" dengang var af en helt anden art end det, der i nutiden går under dette navn … Der var ingen tænkning – som det kendes i nutiden – i denne holdning, men kun en rækken ud efter det, man fornemmede som uopnåeligt, og det, som man begærede … Dette blev gjort under kyndig ledelse af de indviede og mestrene, som udnyttede deres viden om stoffets og energiernes natur til at skabe meget af det, mennesker i nutiden famlende forsøger at opdage og muliggøre."

Alice A. Bailey: Hierarkiets fremtræden, s. 126-127

I gamle skrifter fortæller egypterne, at guderne oprindeligt vandrede blandt mennesker. Oplysningen er ikke så mystisk, som den umiddelbart lyder. Mestrene i Det Store Hvide Broderskab, også kaldt "det overmenneskelige rige", var ganske enkelt fysisk til stede i menneskeheden i begyndelsen af den egyptiske periode, som rækker længere tilbage i tiden end det, forskerne kalder den historiske periode.

Mestrene er udviklingsmæssigt så langt foran menneskeheden, at de ikke længere hører til det 4. naturrige – menneskeriget. De har gjort alle erfaringer i menneskeriget, og er færdige med udviklingen her. Det er grunden til, at de kaldes mestre, for de mestrer menneskelivet fuldt ud. Derfor tilhører de det 5. naturrige – det overmenneskelige rige.

Udviklingsmæssigt er der lige så stor afstand mellem mestrene og gennemsnitsmennesket som mellem et menneske og en hund. På baggrund af denne oplysning er det nemt at forstå de gamle egypteres holdning til de indviede mestre, for i forhold til inkarnerede mennesker, er mestrene en slags guder. Men ifølge egypterne var mestrene fysisk til stede, og de var samfundets ledende skikkelser.