Der er ingen tvivl om, at den græsk-romerske tænkning var stærkt inspireret af den esoteriske egyptiske tradition – bl.a. idéen om et åndeligt mål, hvor man forestillede sig, at dette mål kunne nås via indvielsesprocesser, hvor ydre lærere og prøver stimulerede processerne, som skulle føre til åndelig transformation. Den esoteriske, egyptiske tradition var stik modsat, for her fokuserede man på indvielsesprocessens indre erkendelser – dvs. vækkelse af de iboende kræfter gennem voksende kontakt med det virkelige liv.

Målet blev ikke så meget nået ved hjælp af ydre metoder, men primært gennem træning af de indre sanser og kræfter. I rækken af naturlige cyklusser blev der også lagt vægt på selvindvielse, som blev styret og tilrettelagt ved hjælp af hellig astronomi og astrologi. Det er dette krav, der skjuler sig bag Tehutis udtalelse: "Han, som er selvskabt" − en sætning, der siges om guder i utallige tekster og invokationer i de hellige skrifter. Udtalelsen bekræfter, at de gamle egyptere forestillede sig, at selv guddommelige væsener måtte gennemgå progressive stadier af selverkendelse for at kunne manifestere sig.