Det metafysiske indslag
Ifølge naturvidenskabens darwinistiske og materialistiske menneskeforståelse er tanker, følelser og handlinger et resultat af molekylære processer i hjernen og organismen i samspil med omverdenen og styret af genetiske forhold. Hvis det er korrekt, er fri vilje utænkelig. Fri vilje er simpelthen utænkelig uden en åndelig forståelse af menneskets sjæl og sind.
Her er årsagen til, at naturvidenskaben fastholder dogmet om, at mennesket ikke har en fri vilje, for hvis naturvidenskaben accepterer, at der findes en instans i mennesket, der ikke er underlagt den fysiske lovmæssighed, må den uundgåeligt stille spørgsmålet: ”Hvor skulle denne åndskraft komme fra?” Naturvidenskaben er ikke begejstret for filosofiske og religiøse spørgsmål, og mange forskere undgår dem bevidst eller ubevidst. Men en del forskere stiller af og til disse essentielle spørgsmål uden dog at tale for højt om det. Få er så modige, at de offentligt har sat ord på de kontroversielle spørgsmål. En af dem er Max Planck.
”Ingen videnskab kan undvære det metafysiske indslag,
som viser sig ved troen på eksistensen
af en ikke-materiel verden,
der delvis kan erkendes gennem forskning.”
Bemærk at han bruger ordet “tro” i forbindelse med det metafysiske, men tilføjer straks, at disse trosforestillinger kan erkendes – altså eksisterer de!
|