Det eneste der dør, er det fysiske legeme. Menneskets bevidsthed er udødelig. Menneskets vilje, tanker og følelser, som intet vejer, og som ikke kan måles, er evige. Tænk hvis man ikke kunne dø en fysisk død! Det ville være et helvede, for alle man har elsket, alle de nære og kære, ville være døde og borte. Og den fysiske krop ældes og forfalder. Man ville bare kunne sidde og tænke tilbage på minderne, for kroppen ville være slidt op.

Den tibetanske mester Djwhal Khul siger om dette emne:

"Lad os allerførst definere den gådefulde proces, som alle former er underlagt, og som ofte er den frygtede afslutning – frygtet fordi den ikke forstås. Menneskets bevidsthed er så uudviklet, at angst for det ukendte og tilknytningen til form har skabt en situation, hvor en af de mest positive begivenheder i et inkarnerende menneskes livscyklus betragtes som noget, der skal undgås og udsættes så længe som muligt …

Døden er for gennemsnitsmennesket den katastrofale afslutning, som indebærer slutningen på alle menneskelige forbindelser, ophør af al fysisk aktivitet, afskæring af alle udtryk for kærlighed og sympati, og den ufrivillige og uønskede overgang til det ukendte og frygtede. Det svarer til at forlade et lyst og varmt, venligt og velkendt værelse, hvor alle de kære er samlede, for at gå ud i den kolde og mørke nat, alene og rædselsslagen, idet man håber det bedste, men ikke er sikre på noget som helst.

Men folk er tilbøjelige til at glemme, at man hver nat under søvnen dør i forhold til det fysiske plan og er levende og aktive et andet sted. De glemmer, at de for længst har lært at forlade kroppen, men fordi deres fysiske hjernebevidsthed endnu ikke kan huske denne overgang … sætter de ikke døden og søvnen i forbindelse med hinanden".

Og Djwhal Khul fortsætter:

"Er det umuligt at forestille sig en tid, hvor dødsprocessen vil være en sejrrig afslutning på livet? Er det umuligt at forudse en tid, hvor timerne på dødslejet er et strålende forspil til en bevidst bortgang? Hvornår bliver det en kendsgerning, at menneskets afkastning af det fysiske hylsters begrænsning, for den døende og for de, der er omkring den døende, vil være den længe ventede og glædelige fuldendelse? Kan I forestille jer den tid, hvor den døende og vennerne, i stedet for at græde, frygte og modarbejde det uundgåelige, sammen ville være enige om tidspunktet, og intet andet end lykke ville præge bortgangen? At de efterladtes tanker ikke ville være præget af sorg, og at et dødsleje ville betragtes som mere glædeligt end en fødsel og et bryllup? Jeg siger jer, at dette inden alt for længe virkelig vil blive sådan for vidende mennesker og lidt efter lidt for alle!"

Alice A. Bailey: A Treatise on White Magic