Mahachohan som inspirator
Alle forsøg på skabende aktivitet, al inspiration, entusiasme, idealisme og stræben efter forædling opmuntres af Mahachohan. Derfor har han enorm indflydelse på det enkelte menneskes liv. Han er ikke alene ”skabelsens herre” i naturen, men også den, der inspirerer til de dybeste aspirationer, visioner og idéer.
Når en videnskabelig forsker får et glimt af inspiration efter flere års tålmodig forskning, som afslører en teori eller lovmæssighed – eller når en filosof i sin stille kontemplation erkender en dyb sandhed – eller når en kunstner får en vision til sit kunstværk – så er der tale om Mahachohans indflydelse. Han er i høj grad menneskehedens ”talsmand”. Hvis man påkalder ham, er der sikkerhed for, at man får respons. Når først man har erkendt realiteten af de trefoldige kræfters funktion og deres legemliggørelse i Mahachohan, er man klar over, at selv den mindste indsats fra menneskets side, aktiverer en evokation (respons), som langt overstiger invokationen (påkaldelsen). Når man tænker på Mahachohan, kan man ikke undgå at føle respekt og beundring for hans skabende arbejde, men man føler også dyb taknemmelighed for den inspiration, man modtager, selvom man måske ikke kender inspirationskilden.
Der findes ikke ord, som kan beskrive en bevidsthed, som Mahachohans, der er ét med det guddommelige tankesind, som lever i den guddommelige tankes højeste virkelighed, som kender både fortid og fremtid, og som har fuld kontrol med de skabende kræfter på en planet. Det er alene, hvis det i meditation lykkes at kontakte den ufattelige bevidsthed, at man kan få et lille glimt af storheden af den skikkelse, der kaldes Mahachohan.
|