Der er nok ikke nogen i menneskehedens historie, der er tættere forbundet med visdom end Buddha. Ifølge Alice A. Baileys undervisning kan Buddhas lære opsummeres i tre kvaliteter, som mennesket skal udvikle på vejen mod visdom. Det er skelneevne (engelsk: discrimination), upersonlighed (engelsk: detachment) og lidenskabsløshed (engelsk: dispassion).[1] Hvis de tre kvaliteter udvikles i den nævnte rækkefølge, opnår sjælen kontrol over tankesindet, følelseslivet og det fysisk-æteriske legeme.

Skelneevnen er sjælens store mentale sværd, som den bruger for at kæmpe sig ud af de tre verdeners blændværk – den fysisk-æteriske, den astrale og den mentale virkelighed. Skelneevnen giver mulighed for at vurdere, hvad der hører til den højere bevidsthed, og hvad der binder mennesket til fortsat slaveri i sansernes bevidsthedsverden. Det er skelneevnen, der er årsag til, at de sande åndelige værdier kan udvikles. En helt central værdi er bestræbelsen på at praktisere harmløshed mod alt levende. Harmløshed er en stærk, men også nænsom og urokkelig egenskab – en kvalitet, der altid vil forsøge at gå den hensynsfulde og fleksible vej under udøvelsen af den dybeste form for intelligens, men uden at give køb på de centrale værdier og principper.

Det er ved hjælp af skelneevnen, at mennesket får kontrol over sit følelsesliv. Hvis man har kendskab til åndelige værdier kan man via selvdisciplin igen og igen fravælge de følelsestilstande, der binder til begærenes, lidenskabernes og frygtens tyranni. Adfærden vil gradvist medføre udsultning og død af de bindinger, der holder mennesket fængslet. Buddhas vej til visdom kaldes ”den gyldne middelvej”. Vejen går mellem modsætningernes par. De fleste kender forskel på kærlighed og had, og mange har hørt, at man altid skal vende den anden kind til. Men kravet gælder kun indviede, der er fuldkomne, og det fører ikke til visdom, at man handler, som om man er fuldkommen, når man ikke er det. Det resulterer i stedet i naivitet. Skelneevne involverer altid evnen til at tilpasse de åndelige leveregler efter det udviklingstrin, man selv har opnået. Det betyder bl.a., at man ved, hvornår man skal være tavs, og hvornår man skal tale – hvornår man skal flygte, og hvornår man skal kæmpe – hvornår det kan gavne at hjælpe, og hvornår det er nytteløst.

Upersonlighed går altid hånd i hånd med skelneevne. Upersonlighed er evnen til at forholde sig neutralt til både lidelse og lykke. Hvis man er upersonlig, vil hverken lidelse eller lykke farve skelneevnen. Når de to grundbegær – frihed fra lidelse og stræben efter lykke – dominerer menneskets bevidsthed, kan man ikke se livet og virkeligheden klart. Det, der opleves lidelsesfuldt for personligheden (menneskets ydre natur), kan være positivt for sjælen og den udvikling, og det, der opleves som lykke for personligheden, kan skabe begrænsninger for sjælens udvikling.

Følelseslivets instinktive reaktionsmønstre er baseret på den antagelse, at det positive og behagelige er godt, og det negative og ubehagelige er ondt. Den ubevidste skelnen skal overvindes, for den er forkert. Når man identificerer sig med iagttageren – dvs. den, der oplever de skiftende tanker, følelser og handlinger, som konstant passere i livets løb – og er i stand til at undgå at identificere sig med de forbigående tilstande og strømme af bevidsthedsimpulser, har man opnået upersonlighed.

Efter at man har øvet sig i mange inkarnationer, kan man gradvis udvikle og integrere upersonlighed og få en neutral holdning, der er baseret på rigtig skelneevne og intelligente valg. Der opstår efterhånden en lidenskabsløshed – dvs. en slags ”døvhed” – overfor de lavere sansers kalden, mens sansen for højere bevidsthed og det åndelige øges. De fleste mennesker identificerer sig med deres følelsestilstande, og de fleste mener, at livet bliver trist og gråt uden de følelsesmæssige op- og nedture. Men man vil aldrig være i stand til at forlade den lavere verdens begær, hvis man ikke tilstræber en højere og mere ønskværdig tilstand. Permanent lyksalighed, som er et resultat af identifikation med livets enhed, er det, der venter mennesket bag de forbigående følelsesmæssige solstrejf, som livet i de lavere verdener er begrænset til.

Ved hjælp af skelneevnen lærer tankesindet at vælge det gode, det skønne og det sande, og dermed opstår der vision og retning i livet. Resultatet er forankring af de rigtige åndelige værdier. Buddha lærte menneskeheden, at forudsætningen for visdom er skelneevne, upersonlighed og lidenskabsløshed. Hvis man lever sit liv på grundlag af de tre leveregler, betræder man Buddhas ædle ottefoldige vej.

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: Discipelship in the New Age, Vol. I, p. 3

_________________________________