Et andet hierarkisk projekt var foreningen af Europas nationer i et fredeligt og samarbejdende fællesskab. Det var og er ikke hensigten, at der skal skabes en ny fælleseuropæisk regering eller et fælles sprog, men at der skabes sunde nationale forbindelser for at udvikle medmenneskelig velfærd i medlemslandene – uden national stolthed – uden nationale ambitioner og fordomme – uden undertrykkelse fra magtbegærlige lederes side – og uden uintelligente og misforståede forsøg på at skabe fred og tryghed ved hjælp af våben og militær magt.

Det hierarkiske projekt i Europa har en helt anden karakter end initiativerne i Afrika og Rusland. Det blev indledt under navnet ”Pan Europa”. Mange metoder blev prøvet for at stimulere planen, men idéen fik ikke tilstrækkelig opbakning fra befolkningerne, som var præget af national stolthed og fast forankret i troen på nationalisme og egoisme. Det drejede sig om absolut intelligente mennesker, som var velorganiserede, veluddannede, politisk bevidste men desuden alt for stolte af deres nationale egenart og deres forskelligheder, og de var overbeviste om, at de havde ret i alle deres synspunkter. Det udgjorde et meget stort problem, men den ”europæiske mester” prioriterede løsningen af problemet meget højt.

Et forsøg gik ud på at begynde med at forene befolkningen i Rhindalen ved at bruge floden som samlende element. Det var en discipels forsøg, men det lykkedes ikke. Det næste forsøg lykkedes – det europæiske fællesmarked. Det tog udgangspunkt i handel, og det har indtil videre været en succes. Vesteuropa står for ca. 40% af verdens udenrigshandel, og det betyder, at projektet – hvis det fortsætter med at være en succes – vil række langt ud over medlemsnationernes egen økonomiske velfærd.

EU er ikke en superstat, der har større magt end de enkelte medlemslande. EU kan ikke sammenlignes med forholdet mellem regeringen og de enkelte stater i USA. EU er udtryk for medlemslandenes interesser. Og EU har ingen hær. Det europæiske fællesskab holdes sammen af gensidig tillid og respekt, som er grundlaget for det nødvendige samarbejde til gavn for medlemslandene på de områder, hvor de har fælles interesser. Det kræver den størst mulige fleksibilitet. Det er et lysende eksempel på et internationalt samarbejde, som rummer alle principperne for rigtige menneskelige relationer.