Der er flere fælles temaer i mange af de amerikanske militærinterventioner.

For det første forklarer man situationen til den amerikanske offentlighed, hvor man påstår, at USA ønsker at forsvare liv og rettigheder for civilbefolkningen. Alligevel medfører den militære taktik ofte massive drab på civile, men det kalder man ”collateral damage” eller ”følgevirkninger”. Krigens planlæggere gør ikke meget eller intet for at kontrollere og skelne mellem oprørere og de civile, der bor i oprørernes områder. Eller mellem militært materiel og civil infrastruktur som f.eks. toglinjer, vandforsyning, landbrugsfabrikker, medicinsk forråd og andre nødvendigheder. Den amerikanske offentlighed tror altid naivt, ​​at i den næste krig vil de nye militærteknologier forhindre civile tab hos fjenden. Men når de uundgåelige civile dødsfald alligevel sker, kan de altid bortforklares som ”tilfældige” eller ”uundgåelige”.

For det andet er stort set alle USA’s interventioner efter Anden Verdenskrig angiveligt blevet udført for at forsvare ”frihed” og ”demokrati”. Men stort set alle er i virkeligheden udført for at forsvare de diktaturer, der kontrolleres af pro-amerikanske eliter. Uanset om det var i Vietnam, Mellemamerika eller Den Persiske Golf, så forsvarede USA ikke ”frihed”, men en klar ideologisk dagsorden – eksempelvis kapitalismen eller den økonomiske dagsorden, som f.eks. beskyttelse af olieselskabernes investeringer. I de få tilfælde, hvor amerikanske militære styrker har væltet et diktatur – som f.eks. i Grenada eller Panama – gjorde man det på en måde, der forhindrede, at landets befolkning først kunne vælte deres egen diktator og installere en ny demokratisk regering, som var i overensstemmelse med deres eget valg og egne interesser.

For det tredje har USA karakteriseret modstandernes voldelige handlinger som ”terrorisme”, ”grusomheder mod civile” eller ”etnisk udrensning”, men samtidig minimerer eller forsvarer man nøjagtig de samme handlinger fra USA eller dets allierede. Hvis et land har ret til at ”gøre en ende på” en stat, som træner eller huser terrorister, ville Cuba og Nicaragua så have haft ret til at foretage defensive bombetogter på amerikanske mål for at fjerne eksil-terrorister? Washingtons dobbeltmoral fastholder, at en amerikansk allieret indsats per definition er ”defensiv”, men at en fjendes gengældelse per definition er ”offensiv”.

For det fjerde har USA ofte beskrevet sig selv som en neutral fredsbevarer, der ikke har andet end de reneste humanitære motiver. Men når USA har indsat styrker i et land, deler det hurtigt landet eller regionen op i ”venner” og ”fjender”, og vælger at holde med den ene side og bekæmpe den anden. Strategien har en tendens til opflamme i stedet for at dæmpe en krig eller en borgerkrig, som det var tilfælde i Somalia og Bosnien. Og det gør vreden mod den amerikanske rolle endnu dybere.

For det femte er amerikansk militærs indgriben ofte kontraproduktivt, selv hvis man accepterer amerikanske mål og rationaler. I stedet for at løse de dybereliggende politiske eller økonomiske problemer i konflikten, har USA en tendens til at polarisere fraktioner og yderligere destabilisere landet. Og de samme lande har en tendens til at dukke op igen og igen og igen på listen over det 20. århundredes interventioner.

For det sjette har USA’s dæmonisering af en fjendes leder eller en militær aktion imod ham en tendens til at styrke snarere end at svække lederens greb om magten. Sammenligner man listen over de aktuelle regimer, der har været mest udsat for amerikanske angreb, med listen over regimer, der har haft det længste greb om magten, vil man stort set finde de samme navne. Gaddafi, Castro, Saddam, Kim og andre havde mødt langt større intern kritik, hvis de ikke kunne fremstille sig selv som lille David, der kæmper heroisk med den store amerikanske Goliat, og (i overensstemmelse med sandheden) skyde skylden for mange af landets interne problemer på amerikanske økonomiske sanktioner. En af de farligste idéer i det 20. århundrede har været, at ”folk som os” ikke er i stand til at begå grusomheder mod civile.

Tyske og japanske statsborgere troede det, mens deres militær slagtede millioner af mennesker. Britiske og franske statsborgere troede det, mens deres militær kæmpede brutale kolonikrige i Afrika og Asien. Russiske borgere mente det, mens deres hære myrdede civile i Afghanistan, Tjetjenien og andre steder. Israelske borgere mener det, mens deres hær mejer palæstinensere og libanesere ned. Araberne tror det, mens selvmordsbombere og flykaprere er målrettet mod amerikanske og israelske civile. Amerikanske borgere mente det, mens deres militær myrdede millioner i Vietnam, Irak, Afghanistan og mange andre steder.

Hver nation, hver etnicitet, enhver religion rummer muligheden for ekstrem vold. Hver gruppe har en fraktion, der er intolerant over for andre grupper, og som aktivt forsøger at udelukke eller endog dræbe dem. Krigsfeberen har en tendens til at tilskynde til intolerance og separatisme, men klikedannelsen når kun sine mål, hvis resten af ​​gruppen enten deltager i hævnen eller forholder sig tavs.

Angrebene den 11. september 2001 var ikke kun en test på de amerikanske borgeres holdninger i forhold til de etniske og racemæssige grupper i deres eget land, men desuden en test på amerikanernes forhold til resten af ​​verden. USA skal holde op med at myrde civile i muslimske lande, og i stedet tage ansvar for sin egen historie og sine egne handlinger, ved at forstå, hvordan USA har skabt en voldsspiral.