Det er ikke vanskeligt at tænke denne tanke hver morgen, og det er nyttigt at gøre det. Sådan som man altid tænker, sådan bliver man – det har alle de víse fortalt. Alle de hellige skrifter i verden har erklæret: ”Som et menneske tænker, sådan er det”, og i strømmen af alle sande tanker er denne tanke den absolut rigtigste, man kan optage i sindet. Et menneske er sin sjæl – den levende, evige og uforanderlige sjæl. Det er en tanke, der giver fred – en tanke, der forhindrer alle stemningerne i at gøre virkelig skade eller at ændre vejen gennem livet. Jeg siger ikke, at stemningerne ikke kommer, men man begår ikke den fejl at identificere sig med dem.

Man vil ikke længere føle: ”Jeg er lykkelig, jeg er ulykkelig. Jeg er i lyset, jeg er i mørket”. Når man føler, at dette lavere redskab – dette lavere sind – er i lyset eller mørket, er lykkeligt eller ulykkeligt, er glad eller deprimeret, vil man sige: ”Lad mig se hvad jeg kan lære af denne skiftende oplevelse. Hvilken nyttig lektie fik jeg, med henblik på at hjælpe andre? Hvad kan jeg lære af den erfaring, som den lavere del af min natur gennemgår?” For det er det mennesket − når alt kommer til alt − er her for: At lære hvad der kan læres gennem disse lavere principper, der er så omskiftelige, så flygtige, så ligegyldige. Man får dem på grund af de værdifulde erfaringer, de kan give. Og hvordan skulle man overhovedet blive i stand til at hjælpe andre, som er offer for disse stemninger, hvis ikke man selv oplevede dem – og oplevede dem som adskilt fra sig selv? Så længe man er offer for dem, kan man ikke hjælpe andre, men hvis man slet ikke følte dem, ville man heller ikke være i stand til at hjælpe andre, for hvis man ikke følte med dem, kunne man ikke sympatisere med dem og derfor heller ikke hjælpe.

Disse stemninger, der tilsyneladende er så besværlige, er i virkeligheden menneskets bedste læremestre, og efterhånden som man forstår det, vil man sætte pris på dem i stedet for at være imod dem eller forsøge at undgå dem. Man vil føle, at de kun er fjender, når de er ukontrollerede – igen i henhold til en gammelt læresætning der siger:

”Sjælen er i høj grad en fjende af det

ukontrollerede, lavere sind”.

Faktum er, at alle disse storme og malstrømme i livet i det lavere selv, netop er dem, man er kommet til verden for at opleve og lære at forstå og bruge. Alt det man tror, er fjender, er i virkeligheden de bedste venner. De er alt det, som gør det muligt at vokse − som giver kraft til at herske. Jo mere man er i stand til at se alting i visdommens klare lys, desto bedre bliver tilværelsen. Jo mere disse stemninger bruges til at forstå og hjælpe andre, desto bedre kan man løfte sig over dem som fjender og gøre dem til venner.

Der er et sandt ordsprog som siger:

”Man har ikke overvundet en fjende,

før man har gjort fjenden til en ven”.

Det gælder også for det lavere selv. Det gælder for alle de boblende følelser. Det gælder for alle vanskelighederne, alle de prøver og fristelser, der skal gennemleves. Man ser dem som en massiv hær, der blokerer vejen. Man overvinder dem og opdager, at de er en mægtig hær bag os – en hær der er parat til, at man fører den ud i det slag, som skal resultere i sjælens sejr.