Det er almindelig kendt, at den primære årsag til vold er, at den ene side kommer til den konklusion, at vold er det eneste sprog, de andre forstår. Og det skyldes ikke det, der blev sagt, men at ingen lyttede. Det var årsagen til den dialog, TRANSCEND på et tidspunkt forsøgte at etablere med en indonesisk general. Han havde fem hovedpunkter, og selvom tonen var skarp, så var hovedpunkterne i det store hele rationelle. Man er nødt til at forstå, at bekymringerne vedrører de militære, de økonomiske, de kulturelle, de sociale og de politiske konsekvenser. I samme øjeblik man viser interesse for dem, bliver alt anderledes. Men når logikken medfører, at den ene side er en "evildoer", så lytter man ikke, for hvorfor lytte til en "evildoer"? Uanset situationen, så har en "evildoer" altid onde hensigter. Og der er ingen årsag til ondskaben. Når ordet terrorist bruges i kommunikationen, blokeres de intellektuelle evner. Folk lytter ikke. De ønsker handling. Og den grundlæggende holdning bag handlingen er – find dem og slå dem ihjel!

Det, der her gøres forsøg på at sige, er, at dialog med Irak til enhver tid var mulig. Blandt andet om oliefelterne, der deles med Kuwait på tværs af grænsen. En aftale om deling er stadig ikke udformet.

Madeleine Albright

I forbindelse med ophævelse af sanktionerne mod Irak kom den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright med en udtalelse, som sandsynligvis er den erklæring, der oftest citeres i muslimske lande. Som svar på et interview i 1996, hvor en journalist spurgte:

"Vi hører, at 500.000 børn er døde på grund af sanktionerne

– var det prisen værd?"

Hun svarede:

"Det var et vanskeligt valg, men ja – det var prisen værd."

Når man er villig til at ofre 500.000 børn for at nå et politisk mål, kaldes det fascisme. En undskyldning ville være på sin plads, men Madeleine Albright er som bekendt ikke længere udenrigsminister, og derfor må denne undskyldning komme fra højere instanser i USA.

Irans præsident Khatami inviterede på et tidspunkt til dialog på topplan mellem Iran og Washington. Denne invitation blev aldrig accepteret. Nu er det ikke et spørgsmål om at forhandle konkrete beslutninger eller specifikke forslag. Det drejer sig om at gennemgå historien fra 1953 – i det mindste fra dengang USA væltede Mosaddeq-regimet – selvom det var retfærdigt og demokratisk valgt – og erstattede det med Shah-regimet. Igen ville en undskyldning være på sin plads, men pointen er dialog.

Når man er i dialog, må man have mod til at acceptere, at noget, som ikke er nemt at acceptere, kan blive sagt. Man må også have et par hovedpunkter. Der må være en udveksling: En stor undskyldning til den ene, og en mindre til den anden. Størrelsen kan diskuteres. Men herefter må man videre til næste fase: Hvordan kommer man videre? Men man er nødt til at tolerere, at der er en første fase. Stærke viljer tolererer det. Kun svage viljer undgår det, fordi de ikke har mod til det.