Globaliseringsfrie zoner
Globaliseringsfrie zoner ville politisk set blive det samme som Kyoto-aftalen – med den tredje verden fritaget fra Kyoto-aftalens restriktioner. Med andre ord fastholdes idéen med, at der er målsætninger, som skal opnås, men nogle nationer i verden er bedre i stand til at opfylde disse målsætninger end andre.
Årsagen til at 100.000 mennesker dør hver dag, kan ikke forhindres af globaliserings-konceptet, men det kan forhindres af monetariserings-konceptet. Hvis man tjener mindre end $ 1 (ca. Dkr. 5,75) pr. dag – og det er tilfældet for 1,7 mia. mennesker – kan man ikke købe jord. Man kan ikke købe såsæd. Man kan ikke købe vand. Man kan ikke købe kunstgødning. Man kan ikke betale for et hospitalsophold, hvis al medicinbehandling er privatiseret. Og kombinationen af globalisering og privatisering medfører monetarisme. Har man intet, får man intet!
Hvad gør man så? Man køber en cola og en cigaret. De bruges til at dæmpe smerten fra sulten – og man dør. Når 100.000 mennesker gør det, kan man ikke blive overrasket over, at det på et tidspunkt skaber negative følelser. Det sker hver dag. Det vil sige mellem 30 og 40 millioner gange om året. Når hvert af disse mennesker efterlader 10 fortvivlede mennesker – de fleste kan ikke læse, de er ofte apatiske, og de er meget fattige – kan man ikke blive overrasket over, at nogen af dem udvikler bare en smule negative følelser.
Det var de syv målsætninger. De kan alle realiseres. Og de vil koste betydeligt mindre end de $ 40 mia., der bruges på militær. Kan man garantere, at det vil løse problemerne? Det kan man ikke. Men man kan garantere, at den anden fremgangsmåde ikke løser dem!
Diagnoser og prognoser
Herefter drejer det sig om diagnoser og prognoser, for det er blevet antydet, hvad det kan være løsningen eller terapien.
Diagnosen viser, at der er tale om en kædereaktion med gengældelse i en konflikt, der har stået på i mange år. Og betegnelsen for denne konflikt er klassekamp. Det er en klassekamp mellem lande og mellem mennesker. Det er ikke "civilisationernes kamp". Hvis USA var engageret i en kamp mellem civilisationer rettet mod islam, ville de have bombet moskeerne. Islams kulturelle centre ville være bombet. Men hvad USA konstant har foretaget sig i muslimske lande, er at ramme de lande, der har været bare lidt progressive samt progressive mennesker i ikke-progressive lande. Med progressive menes der mennesker, som arbejder for udbredelse af velfærd, og som arbejder for at opfylde grundbehovene på bunden af samfundet. Et eksempel på et regime, der var en smule progressivt, var Irak – på trods af landets diktatur. Et eksempel på en særdeles progressiv gruppe i Irak var Basra. Det var reelt Basra, der blev ramt – ikke Baghdad. Basra er hovedbyen i det sydlige Irak.
|