Hundrede år måtte der gå, før et nyt og overbevisende bevis på mestrenes eksistens skulle vise sig, og dette bevis opstod ikke af et rygte om en mystisk koloni i hjertet af Gobi-ørkenen ved navn Shamballa eller af en reel tilsynekomst af H.P. Blavatskys usynlige overmennesker blandt menneskeheden – men det blev oplyst af troværdige personligheder, som mestrene havde samlet i deres ashramer, og via det arbejde, som disse mænd og kvinder ydede den plagede og truede verden.

Nu – hvor nogen mener, at Jorden er døende, hvor folkemord rykker hele nationer op ved roden, og hvor nye og bizarre begivenheder dagligt er en del af nyhederne, hvilket bevismateriale kan man da lægge frem, som sandsynliggør, at H.P. Blavatsky ikke var en svindler, men snarere en ugenkendt og uerkendt discipel af de mestre, hun tjente? Svaret synes at være: “Man skal kende dem på deres arbejde”.

Der findes en kerne af esoterisk viden, som traditionen tro er videregivet mundtligt i de farligste og mest undertrykkende tider, eller gennem hemmelige ordener som alkymisterne, tempelridderne, rosenkreuzerne, frimurerne og andre mindre kendte grupper, og denne viden gøres i dag tilgængelig via bøger og andre mere direkte kilder. Denne viden er almindelig kendt som “den evige visdom”, “den tidløse visdom” eller “åndsvidenskab”, og den fortæller om, at der foregår en stadig forædling af verden ved at menneskeheden frigør sig, sådan at den bevidst og disciplineret kan planlægge og skabe en ny verden i samarbejde med de evige, guddommelige kræfter (Gud), der har eksisteret siden tidernes morgen.

Alice Ann Bailey

H.P. Blavatskys oplysninger – og hendes arbejde – tonede ud og overlevede kun i hendes arbejder og i Det Teosofiske Samfund, men i det 20. århundrede skete der en ny udvikling. En ung britisk kvinde ved navn Alice Ann Bailey – som dengang endnu var teenager – blev kontaktet af en usædvanlig kraftfuld asiat, som trådte ind ad hendes dør. Han var ikke inviteret, og han kom uanmeldt og fortalte hende i klare vendinger, hvad hendes opgave i livet ville blive. Hans navn var mesteren Koot Hoomi.

Koot Hoomi

Uden at give mulighed for at afslå, forsvandt han, men han viste sig igen på et senere tidspunkt for at introducere indledningen til en serie bøger, der skulle kanaliseres til den usædvanligt sensitive AAB., som Alice A. Bailey senere blev kaldt. I en periode på 30 år producerede Alice A. Bailey 24 bøger, som repræsenterer esoteriske informationer med en overraskende rækkevidde. De blev kanaliseret fra Koot Hoomis nære ven – den tibetanske mester Djwhal Khul – som angiveligt havde opnået mesterskab i 1875.

To af disse bøger afslører sandheden i H.P. Blavatskys oprindelige påstand om eksistensen af en hemmelig “ledelse” eller et hierarki, der overvåger menneskehedens udvikling. De definerer også mestrenes “modus operandi” eller arbejdsmetode, som de præsenterer for menneskeheden ved hjælp af tankeformer, der viser en fremtid med større menneskekærlighed. Det foregår via de eksisterende ashramer hvor menneskehedens disciple udbreder disse tanker gennem Den Nye Verdenstjenergruppe, der arbejder indenfor ethvert område af nutidens verden.