Fjerde del
Princippet om essentiel guddommelighed
Princippet om essentiel guddommelighed er blevet beskrevet ud fra flere forskellige synsvinkler i det andet års sjette instruktion og i det tredje års sjette instruktion. De forskellige teknikker, der kan benyttes, er beskrevet dér.
Det anbefales, at man repeterer de nævnte instruktioner og studerer dem grundigt endnu engang, og at man praktiserer teknikkerne. Brug meditationsomridset i andet års sjette instruktion.
I denne instruktion anbefales den teknik, der kaldes teknikken til nærvær. Den kan være særdeles effektiv, hvis man ønsker at opnå en dybere erkendelse af sin essentielle guddommelighed. Den kan også medføre, at man opnår den erkendelse af virkeligheden i både det transcendente og immanente aspekt, der er emnet og målet for dette års studier.
Det foreslås desuden, at man fortsætter eller genoptager reglen med at fremsige (højt eller i tankerne) bekræftelsen om essentiel guddommelighed "namaskara" ("Jeg hilser guddommeligheden i dig"). Som omtalt i tredje års sjette instruktion er det ikke alene en påmindelse om den guddommelighed, ethvert menneske har i sit indre, for det er desuden en effektiv metode til velsignelse.
Det er også vigtigt at forstå den nære forbindelse mellem den essentielle guddommelighed og viljen, fordi "den specifikke egenskab i guddommelighed er vilje". Også på personlighedens niveau er viljen den psykologiske funktion, der har direkte relation til sjælen. De psykologiske funktioner og deres relation til sjælen illustreres tydeligt i denne oversigt:
- Sanseindtryk
- Følelse
- Forestillingsevne
- Impuls − Begær
- Tænkning
- Intuition
- Vilje
- Midtpunkt: Sjæl
Hvis hensigten er at opnå åndelig erkendelse, kræves det også, at man bruger viljen til at styre de andre psykologiske funktioner og til at holde dem midlertidigt i ro, mens bevidsthedscentret rettes opad og mod et fast punkt i sjælen. Charles Johnstons siger det klart og præcist i oversættelsen af det trettende vers i første bog om Patanjalis Yoga Sutraer:
"Den rigtige måde at bruge viljen på
er et oprigtigt forsøg på
at befinde sig i åndelig væren".[1]
Menneskets essentielle guddommelighed er et af de centrale principper i Aurobindos livssyn Det har han givet udtryk for det med ordene:
"Den højeste guddom er et uforanderligt og uforgængeligt selv i alt, der er, og derfor må mennesket vågne op og forstå betydningen af det uforanderlige og uforgængelige selv og forene det med sin upersonlige væren. I mennesket er selvet guddommen, hvorfra alle dets funktioner udgår og styres. Derfor må mennesket vågne op til guddommen i sit indre for at kende den guddom, det indeholder, for at stige ud af alt det, der tilslører og fordrejer den, og for at blive forenet med det inderste selv i sit selv, den større bevidsthed i sin bevidsthed, den skjulte mester for al dets vilje og gerninger, skabningen i dets indre, der er kilden og oprindelsen til alt fremtidigt."[2]
_________________________________
[1] Charles Johnston, Bhagavad Gita, John M. Watkins, London, 1965
[2] Sri Aurobindo, Essays on the Gita. The Sri Aurobindo Library, New York, 1950
_________________________________
|
