Lidelse, ensomhed og død

Virkeliggørelse
På trods af at det skrøbelige instrument, som den aldrende discipels fysiske krop efterhånden er blevet til, skal tjenestearbejdet fortsætte, for erfaringerne er et værdifuldt bidrag til det store tankereservoir. Fred var målet for den atlantiske discipel. Virkeliggørelse er målet for den ariske discipel (atlantisk og arisk refererer til bevidsthedsstadier og ikke til biologiske faktorer). Nutidens discipel uddannes i og tilpasser sig nye tilstande. Virkeliggørelsen, som er udtryk for forståelsen af foreningen af ånd og stof, skal opretholdes for enhver pris, for det er kernen i al fremtidig uddannelse, fastslår Djwhal Khul. Jo nærmere man kommer virkeliggørelsen, jo tydeligere bliver konceptet – punktet i cirklens midte og periferien udgør en enhed. Virkelighedens vej medfører en indstrømning i og en forening af ens egen ”flammende natur” med ”Universets mentale ild”. På denne måde afsløres tingene for mennesket, og visioner ses og høres.
Lidelse, ensomhed og død
Ældre mennesker er disponerede for tre typer af frygt: Lidelse, ensomhed og død. Men først skal den grundlæggende årsag til frygt defineres. Det siges, at selvom man kunne blive ført langt tilbage i solsystemet, ville man ikke blive i stand til at finde et intelligent svar, for det er alene den avancerede indviede, der var i stand til at opfatte frygt. Frygt er skjult i stoffet og kommer til udtryk på astralplanet. Både kendte og ukendte årsager til frygt tapper energi og devitaliserer yderligere det fysiske legeme.
Lidelse
Djwhal Khul fortæller, at lidelse stammer fra menneskets bundethed til den fysiske verden, til mennesker og til steder – plus bundethed til sandhed. Hensigten med lidelse er mangfoldig, og den fører menneskesjælen ud af mørket og ind i lyset – ud af slaveri og ind i frihed – ud af dødsangst og ind i fred.
Ensomhed
Ensomhed findes overalt, men når man forstår, at alle mennesker er omgivet af usynlige hjælpere og venner, er det muligt at træde ind i lyset, når man engang er blevet uddannet til det. Så bliver omgivelserne fyldt med kærlige væsener, og følelsen af isolation vil tone bort.
Hvad angår ensomhed skriver Djwhal Khul af egen erfaring:
”Jeg … forsøger at forsikre mine medpilgrimme om, at sansernes forgængelighed kun er ubetydelig og uden værdi i sammenligning med belønningerne her og i det liv, der venter det menneske, der prøver at sammensmelte sin dagsbevidsthed med sin sjælsbevidsthed. Dette menneske træder ind i sjælenes fællesskab og står ikke alene. De ensomme perioder er resultatet af forkert orientering og en holden fast ved det, der skjuler visionen, og som fylder hænderne i den grad, at de ikke kan gribe det, der er blevet kaldt ”juvelen i lotusblomsten.”[1]
_________________________________
[1] Alice A. Bailey: Hvid Magi, s. 106
_________________________________
|