Den kvantitative naturvidenskab udførte sit arbejde med stor succes og kvantificerede stadig mere af alt, der lod sig kvantificere. Denne kvantificering resulterede i et tiltagende mekanistisk syn på Universet. Fænomener som “Gud” og “ånd” blev skubbet stadig længere ud i Universets eller bevidsthedens periferi. Det virkede, som om naturvidenskabens repræsentanter fuldstændig havde glemt, at den naturvidenskabelige metode i sit udgangspunkt var begrænset til kun at undersøge ét aspekt af virkeligheden: Det kvantitative.

De allerfleste biologer og videnskabelige forskere havde dog samtidig deres bibeltro i behold gennem første halvdel af 1800-tallet. Det store kulturelle vendepunkt fra et åndeligt grundsyn til et materialistisk grundsyn indtraf først, da Darwin udgav Arternes oprindelse i 1859.

Tyve år efter bogens udgivelse blev den over 2000 år lange tro på en guddommelig skabelse, visdom og plan i naturen degraderet til prærationel religiøsitet. Ideen om, at naturen er formålsløs og drevet af tilfældigheder, blev gjort til et naturvidenskabeligt dogme. Darwinismen blev den mest betydningsfulde intellektuelle revolution nogensinde − større end Kopernikus’ erkendelse af det heliocentriske verdensbillede. De kvalitative briller, som for Galilei kun fungerede som en videnskabelig metode, gav nu Vesten dets nye kulturelle grundsyn. Succesen med “metodologisk naturalisme” havde forført den akademiske elite i retning af “metafysisk naturalisme”.

Menneskeheden lever stadig i skyggen af Galileis formulering af naturvidenskaben. Han måtte som nævnt rette op på en ubalance fra en uvidenskabelig biologisk og teologisk tankegang til en eksperimentel og empirisk (erfaringsbaseret) metode, der udelukkende forskede i kvantiteter. Galileis indsats var kulturhistorisk nogenlunde fyldestgørende − al ros til ham. Men med en ensidig fokusering på kvantiteter skabte en ny ubalance, som menneskeheden i dag stadig er offer for. Den strategi, der var nogenlunde fyldestgørende kulturhistorisk set i 1600-tallet, er i dag stagneret. Menneskeheden trænger til et nyt “skaktræk”.

Det materialistiske grundsyn ved slutningen af 1800-tallet kombineret med den herskende kvantitative metode opmuntrede til en cirkulation, som skulle være vanskelig at standse. Jo mindre et fag var tilgængeligt for kvantitative eksperimenter, jo mindre videnskabelig og “virkelig” skulle selve faget være. For at noget skulle være “rigtig” virkelig, måtte det være muligt at kvantificere det. Da de biologiske, psykologiske og sociologiske videnskabelige grene opstod efter hinanden, blev det forventet, at de skulle efterligne den naturvidenskabelige metode mest mulig. På den måde havnede menneskeheden på en materialistisk “brakmark” med en naturvidenskab, der var blind for intentioner, dybder og værdier.