Dette videnskabssociologiske syn indebærer derfor, at forskningen ikke vil forløbe jævnt og “glat” fremover, men vil bevæge sig i paradigmatiske ryk efterfulgt af normalvidenskabens puslespilarbejde. Men det er også lidt for positivt formuleret, for der er ingen garanti for, at det nye paradigme i sin helhed er bedre end det gamle, selvom det løser nogle gamle problemer. Det kan være al former for menneskelige (ikke-videnskabelige) faktorer, der favoriserer overgangen til et nyt paradigme. Og selv når videnskabelige faktorer står bag overgangen til et nyt paradigme, er det ikke en hurtig og gnidningsløs proces. Den berømte fysiker Max Planck havde i sin bog Scientific autobiography en kynisk udtalelse, der viste hans indsigt i én af betingelserne, før et paradigmeskift:

“En ny videnskabelig sandhed triumferer ikke ved,

at man overbeviser sine modstandere

og får dem til at se lyset, men ved,

at modstanderne med tiden dør,

og en ny generation vokser op

− en generation, der er fortrolig med den.”

Hvilke konklusioner kan man sammenfatte af Kuhns videnskabssociologiske indsigter? En konklusion er, at paradigmer alt for hurtigt og nemt ændrer status til at blive krystalliserede dogmer (indiskutable sandheder). I den grad som anomalier ignoreres, fortrænges og afvises frem for at blive taget alvorligt og blive integreret, i samme grad er paradigmet forfaldet til at blive et dogme. Når et dogme helt alvorligt kan forhindre videnskabens udfoldelse, er der snævre grænser for, hvilke slags videnskabelige fremskridt, der derefter er mulige. Flertallet af akademikere har ikke læst Kuhns bog, og de, der har læst den, har ikke taget budskabet til sig. Det er desværre ingen overdrivelse at sige, at Kuhns arbejde ikke har haft nogen betydning for naturvidenskabens udøvelse.