Plotins Enneader

Plotin

Platons filosofi blev yderligere formuleret og uddybet af neoplatonikerne i 3. årh. e.Kr. Filosofien blev fortolket af den veltalende græske filosof Plotin (ca. 205-270 e.Kr.) − en lærd, som var født af romerske forældre i Lykopolis i Nilens delta. Han var nyplatonismens ledende skikkelse, og hans viden om græsk-romersk magi og metafysik blev formuleret i en doktrin, som han beskrev i sine Enneader. Her forklarer han, at sjælen husker sin oprindelige enhed med de immaterielle principper, og at den kan vende tilbage til denne kilde gennem viden om udstrømningen fra og niveauerne i de immaterielle verdener.

Disse indre regioner blev indarbejdet i et komplekst system, der afspejlede de almenforståelige billeder af religiøs tro på Plotins tid. Da dette system eksisterede samtidigt med den spirende kristendom og frembruddet af den islamiske religion, farvede neoplatonismen de nye teologier, før de blev organiseret som religiøse bevægelser. På samme tid fastholdt den en filosofisk forbindelse til mange egyptiske begreber. Et centralt eksempel på denne forbindelse er den neoplatoniske tanke om sjælens evne til at huske sin oprindelse – et karaktertræk, der svarer til den egyptiske opfattelse af, at alt liv oprindeligt udgjorde én enhed – Paut – og at denne enhed har afsat et varigt aftryk i menneskets bevidsthed.