Hvis antallet opfattes ud fra senere oversættelser som "tusinder" (de 600.000) i stedet for "grupper" − vil deres mængde fylde så meget, at når de første fra israelitternes store skare var kommet via Sinai ind i Kanaan, ville de sidste endnu ikke have forladt Egypten.

Det Røde Hav, hvor Moses og hans folk foretog deres overgang
i en midlertidig tørlagt bugt.

Israelitterne har ikke kunnet bevæge sig med større hastighed end deres medbragte kvæg tillod! At israelitterne reelt kun omfattede få tusinde personer, der foretog overgang over en midlertidigt tørlagt arm eller bugt af det Røde Hav, sandsynliggøres af det begrænsede tidsforbrug. Gruppens passage fordeltes i bredden ud på flere "stier" over bunden, hvor israelitterne og:

"… Moses passerede over havet på to timer …"

− ifølge optegnelserne i oldtidens rabbinerskrifter.[1]

Faraos forfølgende tropper har sandsynligvis heller ikke oversteget et realistisk antal på omkring 5.000, (højst 10.000 mand). Det øde Sinai kan give plads til kun ca. 6.000 beduiners livsopretholdelse. Der fandtes mulighed for lidt flere dengang, da der med mere regnmængde tidligere fandtes større frugtbarhed både på Sinai og i Egypten/Nordafrika − men ikke nok til yderligere at føde en så stor omvandrende gruppe, og da slet ikke til det misfortolkede antal på over en halv million. Selv med nutidens hjælpemidler ville en folkevandringsgruppe på en halv million mennesker være en umulighed − og desuden utænkelig som selvforsynende.

Det reelle antal israelitter på maksimalt 6.000 mand − plus kvinder og børn (samt kvæget) − kan ses i relation til, at førnævnte bibeltekst Deborahs Sang (Dommernes Bog, 5,8) senere omtaler 40.000 (våbenføre) mænd i hele Israel. Dvs. med datidens generelt lave folketal en ikke urealistisk flerdobling i århundrederne efter deres invasion i Kanaans land.

_________________________________

[1] Baring Gould: Legends of Old Testament Characters From Talmud and Other Sources, II, s. 102

_________________________________