Ahrons grav

Ahrons grav ved bjerget Hor, ifølge Bibelen.
Illustration fra begyndelsen af 1800-tallet.

Samme gode betingelser som Sinai for beskyttelse og for at føde en (folke)hær findes der i den skjulte klippedal ved Petra syd for det Døde Hav. Ganske nær Petra ligger bjerget Hor, hvor − ifølge Bibelen − Moses og israelitterne har opholdt sig. To forhold peger især på, at han med sin strategiske sans også har anvendt Petra:

Bjerget Hor, hvor Ahron blev gravsat, ligger kun 5 km fra Petra, og naturligt har han og israelitterne taget ophold på dette skjulte sted Petra i flere af de mange ørkenvandringsår, hvor de var "forsvundet", og hvor deres færden ikke er omtalt. (Jf. at Lawrence of Arabia skjulte tropper på lignende måde i den ikke så fjerntliggende dal Wadi Rum).

Et ophold i Petra − denne komplet skjulte og isolerede plads − kunne medvirke til at forklare, hvorfor Bibelen intet fortæller om Moses’ og israelitternes færden i ca. 38 af Exodus’ 40 år. Petra er det mest perfekte fort, der er skabt af naturen, ideelt som base til israelitternes halvmilitære folkegruppe − og uindtagelig for faraos tropper − eller for edomitterne, der så nær Egyptens grænser og dominans må have fundet det passende at være israelitternes fjender. Fjendskabet omtales i "2. Mosebog".

Dog kan et sådant sted ikke fungere som opholdssted i længere tid for en større gruppe mennesker, der lever af gede- og fårehold, da mange af disse altædende dyr kan destruere væksten for altid, hvis de ikke efter nogen tid flyttes til anden græsning. Derfor kan israelitterne have splittet sig, f.eks. i to hovedgrupper, på vandring i over 30 år i østligere egne som Irak og Persien og eventuelt ved Indiens grænseland Kashmir, der også har tradition for Moses’ gravlæggelse. Tilsvarende overleveringer dukker igen frem senere − i middelalderens legender − hvor Moses’ togt også førte til Indien.

Nogle forskere taler om invasionen i Kanaan i bølger. Måske invaderede Moses’ efterfølger Joshua kun med krigerne alene som første bølge − som fortrop, for at bane vej for de øvrige israelitter.

Længe efter forskansede edomitterne sig altså her. Derefter havde nabatæere Petra som base for deres røvervirksomhed. Senere brugte netop korsriddere stedet som uindtageligt fort (og har med stor sandsynlighed ud fra deres ideologi også søgt efter mulige gemte informationer fra Moses’ ophold).

I Europa blev byen senest opfattet som en sagnby. Men hvor denne skjulte by lå, vidste ingen. Dens eksistens ansås derefter i 700 år for gådefuld og tvivlsom, indtil Burchhardt, en schweizisk opdagelsesrejsende forklædt som araber, fandt den i 1812.