Skt. Catherina-klosteret
Af Bibelens beretning om Moses vil det fremgå, at han måtte finde opholdssteder til israelitternes vandrende folkehær. Undersøger man nogle af disse steder nærmere, viser de sig overordentlig godt valgt, strategisk velbeliggende og beskyttede.
Et af de forsvarsegnede tilflugtssteder var netop sletten foran "Sinai-bjerget" − hvorfra Moses, ifølge traditionen, fremlagde lovene. Ved bjergets fod blev Skt. Catherina-klosteret anlagt i senere tider, og det er et af de ældste kristne klostre overhovedet. Fra en dansk, videnskabelig Egypten-ekspedition i 1761-1762 under ledelse af ingeniørofficeren Carsten Niebuhr, oplyser en af deltagerne, von Haven, at han ved selvsyn fra dette sted på Sinai havde:
"… forhen gjort den Observation, at vi kunde umueligen være på Bierget Sinai. Closteret laae i en snevre Dal og den Dal er ikke saa stor at en maadelig Armee kunde leyre sig derudi, endsige 600.000 Mand, som Moses havde med sig, og som med deres Hustruer og Børn, maa have giort over 3.000.000 ud …".
Forholdet mellem troen og en rationel historiegengivelse blev tidligt et problem. F.eks. i 1300-tallet e.Kr. hos den islamiske historiker Ibn Khaldun − iflg. hans værk "Prolegomena, en introduktion til världshistorien (Al-Muqadima)".[1] Ibn Khaldun udtrykker direkte, at Moses umuligt kan have stillet en hær på 600.000 mand på benene , men tilføjer, at:
"… det står i den hellige tekst, så er det sandt …".
(Og et mirakel!).
Bibelteksten om udvandringen giver indtryk af en lille millionhær, der i den størrelsesorden endda ville få vanskeligt ved at skjule sig. Her skal det repeteres, at det er en senere misforståelse, for det hebraiske ord for ’1000’ kunne i ældre tider lige så godt betyde ’en stor mængde’ eller ’en meget stor gruppe’. De "600.000" mand betydet, at israelitterne blev opdelt i ca. ’600 store grupper’ − sandsynligvis 600 klaner (i gennemsnit 50 familier til hver af de 12 stammer), der alle stillede med våbenføre mænd. Israelitterne udgjorde i alt ca. 6.000 mand.
Men sletten foran Sinai-bjerget er rigelig stor til at kunne rumme denne israelittergruppe med kvinder, børn og kvæg, nemlig 3 km lang og 1 km bred, samt en "sidelomme" på næsten 1 km mod vest. Der findes endda en lille regnflod til vandforsyning.
Moses havde organiseret udvandringen som en militær operation − dvs. mere end blot en folkeudvandring. Bibelens anvendte ord, f.eks. i "2. Mosebog" (13,18-20 og 14,2-9 og 14,19-20) og rabbinerskrifterne − er: "Udrustet (hebraisk chamushim) til kamp" og "de drog ud i kampformationer". Israelitterne, der udvandrede, kaldes under ét zaba − ’en hær’. De ord ville være meningsløse at bruge, hvis der ikke var tale om en krigssituation eller kamphandlinger. Desuden: "De slog lejr (vajachanu)" og selve deres "lejr (machaneh)". Alle er udtryk, der sædvanligvis indgår i militære sammenhænge. Moses’ lejre skulle netop være som et fort. For − som af beretningernes indtryk − farao ville desperat have fat i noget, Moses var i besiddelse af!
Det har været diskuteret, om bjerget, der omtales i Bibelen, ligger på denne del af Sinai-halvøen eller på Sinai overhovedet. Det pågældende bjerg nær Skt. Catherina-klosteret på Sinai ligger foran det flade terræn, Er-Raha-sletten. Her er i virkeligheden to bjerge: Ras Safsafe og − direkte ud til slettens sydlige ende − Djebel Musa (‘Moses-bjerget’, 2.285 m).
_________________________________
[1] Oversat fra arabisk af Ingvar Rydberg (Lund 1990).
_________________________________
|