Hvis den iboende skaberevne er blevet begrænset eller måske endda helt undertrykt, vil de fleste mennesker være tilfredse med passivt at vente på, at andre får ideerne. De venter på, at nogle konkurrenceivrige mennesker bryder ud af rækken og introducerer noget nyt, som de derefter kan købe eller kopiere. Det kan eksempelvis være et nyt produkt. Men kreativitet handler ikke alene om at opfinde et produkt fra bunden. Det er selvfølgelig ikke i orden at vente på, at en eller anden introducerer noget nyt – f.eks. et revolutionerende nyt produkt som den første i verden i kampen på konkurrencens slagmark, hvis man er ansvarlig for en progressiv virksomhed.

Men hvis man er enig i, at verden savner kreativitet, må spørgsmålet være, hvordan det enkelte menneske udvikler ”kreativ tænkning”.

Kan ganske almindelige uerfarne unge mennesker helt vilkårligt få banebrydende ideer? Kræver det ikke eksperter, som går sammen i tænketanke og gennemfører intensive brainstormings? Spørgsmålet er, om der nogensinde er kommet noget nyttigt ud af denne metode − bortset fra etablering af underudvalg og andre tænketanke. Spørgsmålet er derfor: Hvem får de store ideer? Hvem får den umulige ide?

Et godt eksempel stammer fra en situation i det almindelige liv. Ideen opstod ved en fødselsdagsfest i New England. En lille pige fejrede fødselsdag, og hendes far løb rundt med sit kamera og tog billeder af begivenheden, og pludselig sagde pigen, at hun gerne ville se billederne … NU! De fleste ville forklare pigen, at det ikke var muligt fordi … men hendes far tænkte: ”Ja – hvorfor kan hun egentlig ikke se sine billeder lige nu?” Hendes far var Edward Land, opfinderen af Polaroid-kameraet. Så hvis man spørger, hvordan man får den umulige ide, er svaret − tænk som et barn. Tænk umulige tanker!

For nogle år siden kunne man læse en stillingsannonce i det anerkendte engelske erhvervsblad Director Magazine:

”Aldrende direktør søger

ansættelse

som hofnar eller fjollehoved

for den øverste ledelse

i en stor virksomhed.

Sørger selv for narrehat

og -dragt.”

Vanvittigt? Overhovedet ikke! Idéen stammer fra middelalderen, hvor kongerne var omgivet af ja-sigere og spytslikkere, og hvor hofnarren som den eneste havde tilladelse til at latterliggøre beslutningerne uden risiko for at blive henrettet.

I dag er magtfulde personer i alle organisationer også omgivet af ja-sigere, for det gavner som regel karrieren at være enig med chefen og derved signalere, at her er en ægte medspiller. I virkeligheden mangler bestyrelseslokalernes herskere nogle modspillere, der kan give dem seriøs og ærlig modstand.