Hvad er det, der reinkarnerer?

Når det accepteres, at reinkarnation betyder, at et usynligt livsaspekt successivt beliver en serie af fysiske legemer, og at det opholder sig midlertidigt i disse legemer, opstår der naturligt et spørgsmål: Hvad er dette livs­aspekt − dette reinkarnerede princip? Et klart svar på dette spørgsmål er forudsætningen for af forstå hele reinkarnationstanken. Der er derfor god grund til at begynde ved begyndelsen – ved de omstændigheder, der førte til den første inkarnation af livsaspektet i en menneskelig form. For at forstå denne hændelse er det nødvendigt at udforske de udviklingstrin, som mennesket har gennemgået.

Ifølge åndsvidenskaben er ånden, monaden eller atma-buddhi[1] ”… kilden til al evolution. Det er den uimodståelige livskraft, der er roden til alle ting.”[2] Er man ikke fortrolig med disse åndsvidenskabelige udtryk, vil det måske være nemmere at forestille sig, at det er Det Ene Universelle Liv, der er roden til alt, hvad der er skabt, som åbenbarer sig gennem det skabte og lidt efter lidt udvikler de utallige og forskellige former, der tilsammen udgør Universet.

Det er ikke muligt at gennemgå hverken Universets eller planetens esoteriske historie i denne bog. Her er det blot tanken at tage tråden op ved begyndelsen af det nuværende udviklingsstadie − dengang spiren til det, der skulle udvikle sig til et menneske, voksede frem på planeten. Denne spire var naturligvis et resultat af den forudgående evolution. H.P. Blavatsky har givet en detaljeret beskrivelse af denne evolution i Den Hemmelige Lære, bind 2. Ønsker man at studere emnet mere detaljeret, er det nødvendigt at henvise den studerende til dette værk. Her må det være tilstrækkeligt at sige, at den fysiske form til det, der skulle blive et menneske, havde udviklet sig relativt langsomt, idet to store rodracer havde gennemgået deres fulde udviklingsforløb, og halvdelen af udviklingen i en tredje rodrace var gennemført, før menneskets fysiske eller animale natur var fuldt udviklet.[3] Denne natur kan med rette kaldes animal, for det er denne natur, mennesket har tilfælles med dyret – det vil sige det grove fysisk-æteriske legeme, kønsdriften samt begærlivet. Denne natur blev skabt af såvel fysiske som andre kosmiske energier i løbet af millioner af år. Den var gennemstrømmet af Det Universelle Liv, som er evolutionens bagvedliggende kraft − det liv, som menneskeheden kalder guddommeligt.

Dette udviklingsstadie omtales i en kommentar, der er citeret i Den Hemmelige Lære[4], og her siges det, at legemer, som med et åndsvidenskabeligt udtryk kaldes ”astrale legemer”, nu havde udviklet sig til at blive menneskets fysiske legemer, og dette trin i udviklingen beskrives på denne måde:

Denne ”rupa” (form) var blevet redskab for monaderne (de syvende og sjette principper), som havde fuldendt deres udvikling i de tre foregående ”kalpas” (udviklingsrunder). Nu blev de astrale legemer menneskets udtryksform i rundens første menneskerace. Men de var ikke fuldstændige, for de var uden intelligens.

Man kan sige, at her præsenteres de to poler i livets manifestation:

1) Dyrets lavere bevidsthed, som er uden fornuft og samvittighed. Dyrets instinktive bevidsthed medfører, at det lever uden bevidste mål, mens det ubevidst drives frem af en indre uimodståelig kraft − og …

2) Åndens højere bevidsthed, der er alt for ophøjet og ren til at komme direkte til udtryk på de lavere planer. Derfor er ånden ude af stand til at bygge bro over den afgrund, der adskiller den højere bevidsthed og den animale hjernebevidsthed, som ånden beliver, men som den ikke er i stand til at oplyse.

Sådan var den organisme, der skulle blive et menneske med guddommelige potentialer − men der manglede en kraft, der kunne udfolde disse potentialer.

Da tiden var inde, kom responsen fra mentalplanet – tankens plan − der også kaldes det manasiske plan i åndsvidenskaben. Mens den dobbelte udvikling − den monadiske og den fysiske − havde fundet sted på planeten, skete der en udvikling på en tredje linje i en højere sfære, og målet for denne udvikling var også mennesket. På sanskrit kaldes den tredje linje for manasaputra. Det er betegnelsen for intelligente, selvbevidste livsenheder, der skulle udvikle den intelligente linje. Manasaputraer omtales under forskellige navne: Lysets herrer, tankens sønner, solpitrier etc. Det er allegoriske navne, som den studerende efterhånden vil lære at kende, men de forvirrer sandsynligvis begynderen, der kan have problemer med at skelne mellem de forskellige grupper af livsvæsener. Navnet manasaputra er i virkeligheden betegnelsen for flere forskellige grader af disse livsvæsener, men for begynderen er det vigtigt at holde fast i, at på et bestemt stadie i evolutionen inkarnerede der bestemte selvbevidste, intelligente livsenheder i menneskeformen. Disse livsenheder havde en lang intellektuel udvikling bag sig, og det fysiske menneske var et redskab, der nu var parat til at modtage dem, og som var velegnet til disse væseners videre evolution.

I stanzerne i Dzyans Bog beskrives manasaputraernes ankomst i poetiske sætninger:[5]

De steg ned − visdommens sønner, nattens sønner − klar til genfødsel − den tredje race var klar. I disse vil vi tage bolig, sagde Flammens Herrer. Den tredje race blev legeme for Visdommens Herrer.

De inkarnerede som lærere og stamfædre til menneskehedens reinkarnerende sjæle, mens solpitrier[6] af en lavere grad inkarnerede i de højst udviklede rodracer. De kaldes manas − det femte princip i mennesket – som med et mere almindeligt ord kaldes menneskets sjæl. På en måde ville det være bedre at tale om den reinkarnerende sjæl som ”tænkeren”, i stedet for at kalde det ”tanken” i mennesket, for ordet tænkeren giver associationer til et individuelt væsen, hvorimod ordet tanken er noget udefinerbart.

Det er interessant og vigtigt at vide, at det engelske ord ”man” (menneske) − der findes i mange sprog − kan føres tilbage til sanskritordet ”manas” og til ordets rod ”man” – ”at tænke”. I Etymological Dictionary[7] kan man se, at ordet findes på engelsk, svensk, dansk, tysk, islandsk, gotisk, latin (”mas” i stedet for ”mans”), og at det er afledt fra sanskritroden ”man” − og derfor kan mennesket defineres som ”et tænkende dyr”. Når man siger ”menneske”, siger man i virkeligheden ”tænkeren”, og oprindelsen stammer fra den periode, da tænkerne ”steg ned” − det vil sige inkarnerede i det fysiske legeme, der var parat til at modtage dem − dengang det fornuftløse dyr blev et tænkende væsen. Det var dengang mennesket blev iført sin ”klædning af skind” efter faldet ned i fysisk stof, for at det kunne ”spise af kundskabens træ” og derved blive ”Gud lig”.

På dette udviklingstrin danner mennesket forbindelsen mellem det guddommelige og det animale, som nu er forenede, men som samtidig er forhindret i at indgå en intim forbindelse. Mennesket rækker den ene hånd opad mod den guddommelige monade − mod ånden – som er menneskets ophav, og det stræber opad for at forene sig med sin højere natur, sådan at intelligensen kan blive åndelig og kundskab kan blive til visdom. Den anden hånd rækkes nedad mod det animale princip, som skal være et redskab for mennesket og hjælpe det til at beherske de lavere eksistensplaner – det vil sige det animale, som mennesket skal træne og beherske til brug for højere formål, sådan at det kan blive et fuldkomment redskab for det højere liv.

Opgaven, der ligger foran mennesket, er enorm, for det er intet mindre end at sublimere den animale bevidsthed til et niveau, der kan betegnes som guddommelig bevidsthed. I denne proces skal mennesket sublimere stof til ånd. Bevidstheden skal trin for trin føres tilbage langs den opadstigende bue (evolutionsprocessen) efter den tilværelse, der er gennemlevet på den nedadgående bue (involutionsprocessen). På vejen opad skal mennesket medbringe alt, hvad det har erfaret under den lange periode, hvor det har været borte fra sit oprindelige og rette hjem. Til sidst skal mennesket forene Det Ene Livsvæsens adskilte aspekter, skabe selvbevidsthed på alle eksistensplaner og få stoffet til at blive åndens fuldkomne udtryk. Det er menneskets ophøjede mål. Og for at kunne virkeliggøre denne opgave, fik mennesket et effektivt redskab − reinkarnation.

Dette menneske er det virkelige menneske, og det er en misforståelse, når man tænker på det fysiske legeme som sit ”jeg”, for det er i høj grad en overvurdering af den midlertidige ”klædning af skind”. Det svarer til, at et menneske betragter sit tøj som sig selv − og sig selv som tilbehør til sit tøj. På samme måde som tøjet er til for menneskets skyld og ikke omvendt, er legemerne kun nødvendige på grund af det miljø, mennesket befinder sig i. Legemerne skal tjene mennesket − ikke herske over det.

Nogle indianerstammer omtaler aldrig legemlige behov som deres egne. De siger: ”Min krop er sulten”, ”min krop er træt” – ikke: ”jeg er sulten” eller ”jeg er træt”. Og selvom denne talemåde lyder underlig i en vesterlændings ører, så er den mere i overensstemmelse med sandheden end den identifikation med den fysiske krop, der er almindelig i Vesten. Hvis mennesket kunne forstå, at det naturligvis ikke skal identificere sig med den form, det lever i, men med sjælen, der beliver formen, ville livet blive opfattet som noget væsentligt større, vigtigere og mere alvorligt. Denne forståelse ville fjerne mange bekymringer, for det ville blive indlysende, at alle livets hændelser skal ses fra en anden synsvinkel. Menneskets vigtigste mål i livet ville ikke være kroppens glæder eller smerter, men den bevidsthedsmæssige udvikling – der desværre alt for ofte forsinkes − som erfares i livets løb. Der kan høstes erfaringer af alt, hvad der sker i livet, for hver eneste hændelse rummer en lære. Dermed bliver det muligt at se sorger og kriser i et andet lys, for i stedet for at fokusere på selve lidelsen, ville man forsøge at forstå det budskab og den lektie, der meddeles i situationen. Livets hændelser og oplevelser bliver dermed en konstant søgen efter den visdom, der skjuler sig i samspillet mellem årsag og virkning. Livet forandrer sig fuldstændigt, når det ses i reinkarnationens lys − for dermed bliver livet en skole, hvor sjælen − det evige menneske − søger indsigt for at kunne udvikle sig.

Det er vigtigt at holde fast i det faktum, at det er sjælen, der er mennesket – at det er individualiteten, det reinkarnerende princip. Sjælen forsøger at blive forenet med den guddommelige monade samtidig med, at den forsøger at forædle og uddanne det lavere animale aspekt, som det er bundet til under det fysiske liv. Sjælen er uløseligt forbundet med den guddommelige monade, som er en gnist af det universelle liv, og det er menneskets mål at blive ét med sit åndelige ophav.[8]

Det siges af og til, at sjælen er monadens (åndens) redskab. Sjælen er derfor et medie, som gør det muligt for monaden at fungere på alle planer. Åndsvidenskabens forfattere siger ofte, at det er triaden eller treenigheden i mennesket, der reinkarnerer, og selvom udtrykket er temmelig ubestemt, kan det alligevel bruges, hvis bare den studerende husker, at monaden er universel og ikke en separat enhed. Menneskets uvidenhed bedrager, når det oplever, at det er adskilt fra sine medmennesker. Det ser hverken lyset i sig selv eller lyset i andre. Monaden er universel og alle monader udgør en enhed, og derfor er monaden reelt ikke forskellig i forskellige individer. Det er kun sjælen, der reinkarnerer, og det er den individualiserede sjæl, der er emnet i denne bog.

Alle menneskets egenskaber, kvaliteter, samvittighed, hukommelse, intuition og vilje opsamles og bevares i sjælen. Alle erfaringer fra alle de fysiske liv opbevares her, og ved hjælp af sjælens guddommelige, alkymistiske evne forvandles de til en essens af erfaring og kundskab, som er visdom. Selv i den korte periode, der kaldes et fysisk liv, skelner mennesket mellem den kundskab, der erhverves, og den livsvisdom, der udledes af kundskaben.

Frugten af et enkelt livs erfaringer er livsvisdom, men frugten af mange inkarnationer er en visdom med et langt rigere og langt større omfang. Det er det fantastiske resultat af mange årtusinders evolution. Alle de forædlede livserfaringer er samlet i sjælen. Det er en arv, som ethvert menneske kommer til at eje, når det lærer at distancere sig fra de fysiske sanser og det fysiske livs stress og jag, og forbinde sig med højere bevidsthedsplaner, hvor det virkelige menneske – sjælen – befinder sig.

_________________________________

[1] Atma-Buddhi = ånden.

[2] Annie Besant: The Seven Principles of Man, p. 63.

[3] 1. rodrace – den adamiske rodraces laveste form var astral. 2. rodrace – den hyperboræiske rodraces laveste form var æterisk. 3. rodrace – den lemuriske rodraces laveste form var fast fysisk.

[4] H.P. Blavatsky, Den Hemmelige Lære, 2. bind, p. 206 (ny udgave).

[5] H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, bind 2.

[6] Solpitrier kaldes også Agnishwattaer. Det er en gruppe af pitrier, som er skaberne af den første æteriske menneskerace, de solare stamfædre − solpitrier – til forskel fra barhishaderne − månepitrierne

[7] Etymological Dictionary, se under ”man”.

[8] Annie Besant: The Seven Principles of Man, p. 60.

_________________________________