I sin evolution arbejder mennesket på at skabe en lignende syntese i sin natur – mellem ånd og stof. Ultimativt forenes den højere treenighed med den lavere − og det siges at være målet for menneskets åndelige udvikling. Det åndelige eller indre menneske skal forenes med det lavere og ydre menneske. Den højere trekant (lyset) og den lavere trekant (mørket) skal forenes, sådan at det åndelige og sjælelige kommer til udtryk gennem det fysiske menneske − og dermed opstår der en syntese og en synergieffekt.

Det er for enkelt at sige, at sjælen udgør menneskets 6. sans, for der findes et metafysisk eller højere udtryk for alle fem fysiske sanser. Clairvoyante eller clair­audiente mennesker er eksempler på praktisk anvendelse af metafysiske sanser. Mennesket i inkarnation åbner sig i livenes løb gradvis for sjælens bevidsthedsimpulser, og efterhånden som mennesket disidentificerer sig fra personligheden (tanker, følelser og det fysiske legeme) og mere og mere bliver den, det i virkeligheden ér – sjælen − bliver det naturligvis stadig mere sjælsbevidst.

I begyndelsen er der tale om ubevidst sjælskontakt, men gradvis bliver mennesket i stand til direkte erkendelse af bevidsthedsimpulser fra sjælen. Disse impulser stammer fra sjælens plan, som i åndsvidenskaben kaldes kausalplanet − årsagsplanet – for sjælen er årsagen bag det lavere menneske eller personligheden. Sjælens impulser præsenteres i hjernebevidstheden som ideer (årsager), som derefter bearbejdes i tanken, motiveres af følelser og manifesteres i handling (virkninger). Altså en tilsvarende proces, som ved skabelsen af selve Universet − blot på et menneskeligt niveau, men ikke desto mindre en skabelsesproces.