Hvorfor visualisering?

Alle nye meditationsteknikker (som hører den nye tidsalder til) må nødvendigvis indeholde visualisering som første trin af følgende grunde:
1. Visualisering er et indledende trin til at bevise den esoteriske lov, at ”energi følger tanken”. Alle, der er interesseret i åndsvidenskabelige studier, accepterer dette som en teori. En af disciplens opgaver er at få praktisk indsigt i denne lov.
Billeddannelse, (som er fast praksis i mange esoteriske skolers uddannelse), er simpelthen en øvelse i at udvikle evnen til at visualisere. I det arbejde, der udføres af disciple, som forberedes til indvielse, må dette ydre aspekt af visualisering erstattes af en indre proces, som er første skridt mod styring at energi. Visualisering af billeder har til formål at lære aspiranten at fokusere på et punkt imellem hypofysen og pinealkirtlen midt i hovedet. I dette område tegner aspiranten billeder og maler scenerier og udvikler derved evnen til at se − både i helheder og i detaljer – det, som man ønsker og har til hensigt at arbejde med.
Visualiseringen af det, man kan kalde en ”styret proces”, sker på en mere fokuseret måde og i et område i nærheden af pinealkirtlen. Pinealkirtlen bliver derved centrum i et magnetfelt, der aktiveres – i første omgang − af evnen til at visualisere. På dette punkt opsamler disciplen energi, som styres bevidst til et af centrene. Denne fokuserede tanke påvirker uundgåeligt æterlegemet, og derved aktiveres to aspekter af den skabende forestillingsevne.
2. Evnen til at visualisere er den skabende forestillingsevnes formbyggende aspekt. Processen har tre faser, som til en vis grad svarer til den skabende proces, som guddommen selv anvender:
- Indsamling af kvalificeret energi inden for en indflydelsessfære.
- Fokusering af denne energi ved hjælp af viljen – det vil sige i et punkt i nærheden af pinealkirtlen. Energien er nu fokuseret og ikke spredt.
- Udsendelse af den fokuserede energi ved hjælp af en billedskabende proces (ikke ved hjælp af viljen på dette tidspunkt) i enhver ønsket retning − det vil sige til bestemte centre i en bestemt rækkefølge.
|