Lydritualer

Alle folkeslags traditionsforskning indeholder henvisninger til besværgelser, der giver magt over naturen. Man ved, at amerikanske indianere har udviklet et lydritual for regn og vind. Den store hindu musiker Tan Sen var i stand til at slukke ild ved kraften af sin sang. Den californiske naturforsker Charles Kel­logg demonstrerede i 1926 for en gruppe af New Yorks brandmænd virkningen af tonevibration rettet mod ild.

”Da han førte en slags forstørret violinbue hurtigt hen over en aluminiumsstemmegaffel, frembragte han en skrigende lyd, der lignede intens radiostøj. Øjeblikkeligt skrumpede en ca. 60 cm høj gul gasflamme inde i et hult glasrør ind til ca. 15 cm og blev til en spruttende blå flamme. Endnu et forsøg med buen − endnu et ”vibra­tionsskrig” − og flammen slukkedes.”

Akhbar den Store

Historien om en natte-raga

Historiske dokumenter fortæller om de usædvanlige evner, Miyan Tan Sen besad. Han var hofmusiker for Akhbar den Store i det sekstende århundrede. Da kejseren bad ham om at synge en natte-raga, mens Solen stod højt på himlen, intonerede Tan Sen et mantra, som øjeblikkelig bevirkede, at hele pa­ladset og dets omgivelser blev indhyllet i mørke.

Indisk musik deler oktaven i 22 srutis eller kvarttoner. Disse mikrotonale intervaller muliggør fine musikalske nuancer, som ikke kan opnås i den vestlige kromatiske skala på 12 halvtoner. Hver af de 7 grundtoner i oktaven asso­cieres i hindu mytologien med en farve og med en fugls eller et dyrs naturlige skrig – ­”Do” med grønt og påfuglen – ”Re” med rødt og lærken − ”Mi” med gyldent og geden – ”Fa” med hvid-gult og hejren – ”Sol” med sort og nattergalen – ”La” med gult og hesten – og ”Bi” med en kombination af alle farver og elefanten.

3 skalaer og 72 skalaer

Der anvendes kun 3 skalaer i vesterlandsk musik, hvorimod indisk musik består af 72 thatas eller skalaer. Musikeren har mulighed for at skabe endeløse improvisationer omkring det fastsatte traditionelle tema eller raga. Musikeren koncentrerer sig om hovedtemaets følelse eller stemning og broderer så videre på det inden for sin egen originalitets rækkevidde. Hindu musikeren læser ikke nedskrevne noder. Hver gang musikeren spiller, får ragaens nøgne ske­let en ny klædedragt, for ofte begrænser musikeren sig til en enkelt tonerække og ved gentagelse understreges alle dens fine mi­krotonale og rytmiske variationer.