Den åndelige natur har meget store dybder, og den er vidtstrakt som himlen. Det kan minde om en poetisk metafor, men den repræsenterer sandheden med hensyn til det åndeligt fuldkomne menneske. Derfor kaldes det ”sandhedens poesi”. Når man taler om sandhed i åndelig forstand med alle dens mange facetter og i al dens skønhed, får ordene nødvendigvis poetiske nuancer. I sandhedens og skønhedens blomst er det, der normalt betragtes som modsætninger, fuldstændig forenet. Det er en blomst, der er usædvanlig fin og sart, men samtidig har den fasthed og styrke. Kronbladene er bløde som rosens, men man kan ikke ændre bladenes form eller struktur. Rosen antager den form, der kræves af det, der kan kaldes dens iboende vilje.

Den unikke naturs frø findes også i mennesket. Når man forsøger at forstå et menneske, der kaldes en adept, prøver man reelt at forstå en natur, som er latent i ethvert menneske, og som man – uden at forstå dens inderste karakter – kalder menneskets åndelige natur. I bogen Lys på Vejen tales der om ”det hellige øjeblik, hvor erkendelsen vågner”. Der hentydes til vækkelsen af menneskets åndelige natur. Alle har mulighed for at opnå erkendelsen. Selvom den åndelige natur måske i øjeblikket ligger i dvale, vil ethvert menneske nå et punkt, hvor det ”vågner”, og hvor det begynder at se et glimt af sandheden – den skjulte skønhed i alt.

Hos adepten er den åndelige natur fuldstændig udviklet, og alt i naturen er i fuldkommen harmoni med adeptens natur.