I nogle af fortidens indiske skrifter omtales den åndelige kvalitet hos en højt udviklet menneske som noget, der udstråler fra hele menneskets natur. Det er en kendsgerning, der beskrives med vendinger, som en vesterlænding sandsynligvis oplever som mystiske. Inderne taler om lotusøjne, lotusfødder, lotushænder, lotustrone osv. Ordet ”lotus” bruges som et tillægsord om hvert eneste aspekt af den indviedes personlighed. Det betyder, at den indviedes natur manifesterer en overjordisk skønhed, som man sammenligner med lotusblomsten, der vokser som frø fra det sorte mudder (materialisme), op gennem vandet (følelseslivet), som i begyndelsen ikke er klart men plumret, og den åbenbarer sin skønhed i luftens (tankelivets) og lysets (sjælens) element. Lotusen er derfor symbolsk et udtryk for menneskets samlede liv og udvikling.

Alle mennesker begynder som et bevidsthedsfrø, der spirer, vokser, udvikler sig og gennemlever mange forandringer. Men det er først, når menneskets aktive natur løfter sig op til et plan over de mudrede vande, at menneskets indre skønhed og ”duft” (udstråling) åbenbares. Men intet symbol skal fortolkes bogstaveligt. Det skal udelukkende betragtes som en illustration af bestemte omstændigheder – et billede, der kan hjælpe til forståelse.