I Syditalien og på Sicilien blev de toneangivende pythagoræiske skoler grundlagt. Her udformede Pytagoras sin lære, som lagde de såkaldt pythagoræiske filosofiske linjer. Det er interessant at bemærke, at Giordano Bruno, der var discipel af Pytagoras’ lære i den form, som traditionen havde overleveret den i det sydlige Italien, indprentede et grundlæggende faktum hos de, der studerede naturen, og de, der studerede videnskaben, at enhver sandhed, de opdagede i naturen, reelt er et bogstav i Guds navn.

Og ”Ordet” [1] – eller ”Navnet” – er det ældgamle udtryk, der er betegnelsen på både Skaberen og selve skabelsen. Det er det, der omtales i den egyptiske hellige skrift, hvor det siges, at enhver skaber sin egen verden i overensstemmelse med Ordet. Ordet er i sin natur identisk med den guddommelige naturs fuldkommenhed, når det betragtes som udtryk for det evige Ord, som grækerne kaldte Logos, og som evangelisterne valgte at oversætte med ”Ordet”. Naturens skabende ”Ord” står i virkeligheden skrevet i naturens utallige former. Formernes mangfoldighed udgør en helhed, som blot er en svag refleks af den guddommelige verdens fuldkommenhed.

_________________________________

[1] Johannesevangeliet, 1,1: ”I begyndelsen var Ordet, Ordet var hos Gud og Ordet var Gud”. I den oprindelige oldgræske udgave står der: ”I begyndelsen var Logos …” Logos betyder både ”Ordet”, ”Tanken”, ”Hensigten” m.m.

_________________________________