Folketing, regeringer, ministre, embedsmænd, dommere, advokater, jurister, politifolk og detektiver – alle mennesker, der udformer, administrerer og håndhæver lovene, skal ideelt set styres af en overbevisning om upartisk og upersonlig retfærdighed og en erkendelse af deres større eller mindre jordiske funktion som tjenende menneskesjæle, der betragter deres medmennesker som pilgrimme på vej mod perfektion styret af en højere og fuldkommen lov.

Det strafferetlige aspekt i menneskets love repræsenterer den største vanskelighed ved at leve op til idealet. Menneskets følelsesliv er uundgåeligt involveret. Retfærdigheden bliver mindre upartisk, jo mere følelserne er opildnet og involveret. Det er en tendens, der i høj grad er sand, både hos ofrene, der er blevet udsat for overgreb af kriminelle, og som derfor ønsker hævn, men det samme gælder fængselspersonalet, som har fået overdraget ansvaret for at opfylde påbuddet om retfærdighed, og som desuden skal opretholde fængselsdisciplinen. Det er på dette område, at vanskelighederne er størst, og derfor er det også her, man skal vise den største omhu i udvælgelsen og uddannelsen. Forestillinger om hævn, tanker om grusomme straffe og unødvendig brug af disciplinær afstraffelse er i strid med både bevidstheden om upartisk retfærdighed og med ønsket om den anklagedes eller dømtes udvikling. Det er her – også i den nuværende fase i menneskehedens evolution – at menneskets love oftest begår fejl. Det er her, der er størst behov for reformer. Retten, dommerne og nationens love skal forsøge at nærme sig en streng men upartisk retfærdighed, for det er det ideelle. De mennesker, der døgnet rundt er ansvarlige for at udføre straffene, kan – hvis de er dårligt uddannede – handle stik imod idealet.