Inspirationens højere kvaliteter
Når det drejer sig om inspirationens højere kvaliteter, ved man – eller nogle mennesker ved – hvad det vil sige at stå i mestrenes nærvær og føle den fantastiske opløftende indflydelse fra deres tilstedeværelse. Der er ikke behov for ord – eller for undervisning – for deres tilstedeværelse er nok. Fra deres tilstedeværelse og indflydelse går man igen ind i den almindelige verden, for at opleve den forskel der er på den ydre verdens atmosfære i sammenligning med mestrenes indre verden. Men forskellen er blevet erkendt, og påvirkningen fra hukommelsen er der stadig.
De mennesker, der har skrevet eller talt under inspiration, er blevet opløftet på den måde, og deres egne intellektuelle og moralske evner er dermed blevet stimuleret og løftet langt over deres normale niveau. Det er stadig dem, der skriver eller taler, og det, de skriver, og det, de siger, er farvet af deres personlige karakter og temperament. Men de skriver og taler langt mere sandt og langt mere kraftfuldt end det ville være muligt uden hjælp.
Inspirationen kan på den måde stige fra grad til grad, indtil man når det niveau, hvor menneskets tankesind og følelser ikke længere har magt over kroppen, for kroppen er stillet fuldstændig til rådighed og benyttes af en bevidsthed, der er større end mennesket selv. Så er det ikke længere mennesket, der taler, men ånden, der taler i mennesket. Menneskets egne begrænsninger nedbrydes, de personlige særpræg forsvinder, og de inspirerede udtalelser strømmer ufarvet igennem. På den måde kan inspiration blive til åbenbaring.
|