Æterisk telepati fra maveområde til maveområde er den laveste form for instinktiv telepati. Den er baseret på energiimpulser, der kommer fra ét æterisk legeme, og som overfører indtryk til et andet. Maveområdet omkring solar plexus – men ikke selve solar plexus-centret – er sensitivt over for de æteriske impulser, for det er i direkte ”kontakt” med astrallegemet på dette sted.

I forhistorisk tid (menneskehedens lemuriske udviklingsperiode) var æterisk telepati den mest almindelige, og den erstattede stort set tanke og tale. Det var tale om to slags indtryk – det, som vedrører selvopholdelsesdriften (rodcenter), og det, som vedrører forplantningsdriften (sakralcenter).

Æterisk telepati viser sig bl.a., når fugleflokke flyver i samlet flok og alle pludselig skifter retning på én gang – eller når fiskestimer gør det samme. Den viser sig også ved brevduers, kattes, hundes og hestes evne til at finde hjem over store afstande.

I nutiden er en lidt højere form for instinktiv telepati normal. Man kender den fra daglig tale, når man siger: ”Jeg har en fornemmelse af …”. ”Fornemme-telepatien” virker via den astrale substans fra solar plexus område til solar plexus område. Telepatien er ikke æterisk, selv om den bruger æteren som medie. ”Følelsestelepatien” bruger solar plexus-centret som modtager, mens afsenderen eller den udstrålende part anvender hele maveregionen. Den instinktive telepati er ukontrolleret, og det er noget, der ”sker af sig selv”.

I den forhistoriske fase, som åndsvidenskaben kalder den atlantiske udviklingsperiode, var der få eller ingen tanker involveret. I nutiden er det imidlertid stadig den mest udbredte form for telepati, og selv om der er et stærkere mentalt indhold i nutiden, så består grundsubstansen af følelser, som f.eks. had, frygt, afsky, kærlighed og begær. Det er den form for kommunikation, der f.eks. betyder, at kvinder kan registrere og instinktivt fornemme, når mænd begærer dem. I ni ud af ti tilfælde er budskabet dog et tegn på, at en nærtstående skabning er i nød. Alice A. Bailey beskriver den form for telepati på følgende måde:

”Det er det, der sker, når f.eks. en mor ”føler”, at hendes barn er i fare, eller at noget er ved at ske i forbindelse med barnet. Hun er nogle gange i stand til via sin instinktive kærlighed, at sende en meget tydelig advarsel. Solar plexus er involveret, hvor det drejer sig om modtageren – området omkring mellemgulvet er involveret, hvor det gælder afsenderen”.

Alice A. Bailey: Telepathy, p. 17

Det er også den form for instinktiv telepati, der er ansvarlig for det, man kan kalde ”massepsykologi”, der viser sig ved folkestemninger. Det er pga. den instinktive kontakt, at den offentlige mening skaber sit holdningsmæssigt pres på samfundets medlemmer. Den kan bl.a. iagttages, når såkaldte primitive mennesker kommunikerer med hinanden over store afstande.

Der findes desuden en form for instinktiv telepati, som Alice A. Bailey beskriver som en form for clairvoyance, hvor et menneske instinktiv opfatter det, der er skjult – f.eks. symbolerne på et kort, der ligger med bagsiden opad. Instinktiv telepati er også – iflg. Alice A. Bailey – den mest almindelige metode, som medier bruger ved spiritistiske seancer. Her skaber mediet helt ubevidst en telepatisk forbindelse til de mennesker, der sidder i kredsen, og deres følelser, sorger og bekymringer aflæses og bliver en del af fortolkningen.

Der findes en variant af den instinktive telepati, hvor et følelsesbetonet ”solar plexus menneske” sender et budskab, som opfanges af et mentalt menneske ved hjælp af solar plexus og halscenter. Forudsætningen er, at der er et begrænset mentalt indhold i budskabet.